Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Zand.News – »Det er dybt beklageligt, at de 25 kvinder ikke har været i de korrekte kontrolforløb efter de nye nationale retningslinjer, og at foreløbigt to er i kræftpakkeforløb. Vi har nu sikret, at alle kvinder, der er disponeret for brystkræft, fremover bliver indkaldt, som de skal,« lyder det fra Sjællands Universitetshospital.
En grundig gennemgang af hele brystkræftområdet i Region Sjælland er nu afsluttet. Eftersynet har vist, at 25 kvinder ikke har modtaget det rette tilbud om kontrol, og de er nu alle blevet tilbudt undersøgelse. To af disse kvinder er kommet ind i et kræftpakkeforløb.
Sagen om mangelfulde brystundersøgelser på Ringsted Sygehus førte til en sigtelse af regionen som juridisk person. En sigtelse, som anklagemyndigheden nu har vurderet, at der ikke er grundlag for at opretholde. Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Arbejder målrettet på at øge kvaliteten og tilliden
Region Sjælland har nu afsluttet en omfattende 360-gradersundersøgelse af hele brystkræftområdet, som Forretningsudvalget i Region Sjælland vedtog i marts 2020 som et led i den politisk vedtagne 7-punktsplan for genopretning af brystkræftområdet efter sagen om mangelfulde brystundersøgelser på Ringsted Sygehus.
Læs også: 7-punktsplan fra Region Sjælland (pdf).
Læs også: Opfølgning på punkt 5 i 7-punktsplan (pdf).
Undersøgelsen blev sat i gang, da ansvaret for behandling og undersøgelse for brystkræft overgik fra Ringsted Sygehus til Sjællands Universitetshospital.
»Vi har arbejdet meget fokuseret på genopretningen af brystkræftområdet hen over det seneste år, og vi er kommet rigtig langt,« siger lægefaglig vicedirektør Jesper Gyllenborg fra Sjællands Universitetshospital og fortsætter:
»Vi er nu færdige med eftersynet og arbejder målrettet med at sikre de rette tilbud til de sidste patienter, herunder rekruttering af personale og lignende for at sikre, at patienterne oplever en høj kvalitet og har tiltro til behandlingen, efter den er rykket til Sjællands Universitetshospital.«
Hospitalet har blandt andet med rådgivning fra Sundhedsstyrelsen gennemgået alle vejledninger, retningslinjer og arbejdsgange for afdelingen.
Målet for eftersynet har været, at kvinderne fremover skal opleve et koordineret, veltilrettelagt, helhedsorienteret og fagligt forløb uden unødig ventetid i forbindelse med udredning, behandling, opfølgning, rehabilitering og palliation (lindring af lidelser og problemer i forbindelse med en livstruende sygdom, red.).
25 kvinder har ikke været i de korrekte kontrolforløb
I forbindelse med 360-graderseftersynet fandt Sjællands Universitetshospital medio 2020 det nødvendigt at gennemgå alle journaler fra perioden 2008-2020 omhandlende raske kvinder, der har været arveligt eller familiært disponeret for brystkræft, for at sikre, at opfølgningsprogrammet var korrekt.
Journalgennemgangen blev afsluttet ultimo 2020 og viste, at af i alt 24003 journaler skulle der ses nærmere på 1.081 kvinders journaler.
Ud af den gruppe fandt Sjællands Universitetshospital i foråret 2021 25 kvinder, som er disponeret for brystkræft, og som enten var faldet ud af et kontrolforløb, havde afsluttet et kontrolforløb for tidligt eller havde nået en alder for at indgå i kontrolforløb, uden de havde tilmeldt sig.
Alle 25 er nu sat i korrekt forløb. 19 af de 25 er undersøgt, og for de resterende kvinder er der lavet aftaler om undersøgelser i den nærmeste tid, efter kvindernes eget ønske.
»Det er dybt beklageligt, at de 25 kvinder ikke har været i de korrekte kontrolforløb efter de nye nationale retningslinjer, og at foreløbigt to er i kræftpakkeforløb. Vi har nu sikret, at alle kvinder, der er disponeret for brystkræft, fremover bliver indkaldt, som de skal,« siger Jesper Gyllenborg.
»Sjællands Universitetshospitals grundige gennemgang har heldigvis fundet fejlene fra tiden på Ringsted Sygehus og rettet op. De fleste af kvinderne er nu undersøgt, og de sidste har fået en tid og vil være undersøgt inden længe,« tilføjer Leif Panduro Jensen, der er koncerndirektør i Region Sjælland.
De 25 kvinder var i gennemsnit forsinkede i 24 måneder. De resterende kvinder af gruppen på 1081, svarende til 98 procent, har haft et korrekt forløb.
Sigtelse opgivet og Region Sjælland undgår straffesag
360-graderseftersynet er udført på grund af sagen fra Ringsted Sygehus, efter sygehuset i en årrække havde gennemført mangelfulde brystundersøgelser på nogle kvinder.
En sag, der blandt andet førte til, at Region Sjælland blev anmeldt til politiet og sigtet som juridisk person. Den sigtelse har anklagemyndigheden nu opgivet. Det betyder, at der ikke bliver nogen straffesag mod Region Sjælland.
»Jeg er glad for, at vi nu kan lukke det triste kapitel med Ringsted Sygehus og de mangelfulde brystundersøgelser. Det er et forløb, vi kun kan beklage dybt over for kvinderne og deres pårørende. Både for de mangelfulde undersøgelser og for de forsinkede kontrolforløb af kvinder, som er disponeret for brystkræft,« siger Leif Panduro Jensen.
25 patienter er berettiget til erstatning, mens 191 er afvist
Region Sjælland og de berørte kvinder har i alt indsendt 216 patientforløb til Patienterstatningen i sagen om de mangelfulde brystundersøgelser, hvor det skulle vurderes, om patienten havde haft et korrekt forløb og havde ret til erstatning. Ud af de 216 patientforløb er 25 blevet berettiget erstatning, mens 191 er blevet afvist.
Med det afsluttede 360 graders eftersyn af brystkræftområdet er der sat et punktum i forløbet med mangelfulde brystundersøgelser på Ringsted Sygehus.
Behandlingen og udredningen rykkede i løbet af 2020 til Sjællands Universitetshospital, som har gennemgået alle vejledninger, retningslinjer og arbejdsgange blandt andet med rådgivning fra Sundhedsstyrelsen og i dialog med Kræftens Bekæmpelse og Dansk Brystkræft Organisation.
Fokus er derfor nu på at yderligere styrke tilbuddet til kvinder mistænkt for brystkræft. Regionsrådet og Sundhedsstyrelsen er orienteret om 360 graders eftersynet.
Opfølgning på de 25 kvinder:
- Journalgennemgangen har vist, at 25 kvinder med særlig disposition for brystkræft (2 procent) enten er faldet ud af kontrolforløbet, har afsluttet forløbet for tidligt eller har nået en alder for at indgå i kontrolforløb, uden de er blevet indkaldt til kontrol.
- De resterende kvinder (98 procent) har haft et korrekt forløb.
- 19 kvinder er nu undersøgt. De resterende kvinder vil blive undersøgt i den nærmeste tid efter kvindernes eget ønske.
- Sjællands Universitetshospital har udarbejdet en ny model for opfølgnings- og kontrolprogrammer, som skal sikre, at alle relevante kvinder med brystkræft eller øget risiko for udvikling af brystkræft følges i de rette opfølgnings- og kontrolprogrammer.
- Ansvaret for opfølgning og kontrol af patienter med tidligere eller aktuel brystkræft er fra 1. oktober 2020 placeret i Onkologisk Afdeling, mens ansvaret for opfølgning og kontrol af risikopatienter uden tidligere påvist brystkræft er placeret i Plastik- og Brystkirurgisk Afdeling.
Øverst: Ringsted Sygehus. (Foto: Region Sjælland). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.