Pårørende er en ressource i sundhedsvæsenet

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 1 år siden.

Zand.News – »De pårørende er en kæmpe ressource, der ved, hvad patienten har været igennem af behandling og medicin. Især omkring udskrivningen i forhold til hjælpemidler, muligheder i hjemmet og hjælp fra kommunen er de pårørende en stor gevinst for patienten og os,« lyder det fra Ortopædkirurgisk Afdeling på Slagelse Sygehus.

Behandlingen og plejen af en patient bliver bedre og mere målrettet, når sundhedspersonalet arbejder sammen med de pårørende. Regionsrådet i Region Sjælland har netop vedtaget en politik på området. Det oplyser regionen i en nyhedsmeddelelse.

Blev bedt om at skrive, hvad faderen kunne lide

Lisbeth Vinzents fik som noget af det første en seddel i hånden, da hun ankom til Ortopædkirurgisk Afdeling på Slagelse Sygehus. Hun blev bedt om at skrive, hvad hendes far godt kunne lide, hvilken side af sengen han stod ud af, og hvilken andre særkender han havde. Det er oplysninger, der kunne gøre det lettere for sundhedspersonalet at passe hendes far og gøre ham tryg ved opholdet.

»Jeg er imponeret af, at der bliver gjort så meget ud af plejen. Personalet var venligt og tog sig tid, selv når der var travlt,« siger 63-årige Lisbeth Vinzents, der i øvrigt er praktiserende læge.

Et fald i hjemmet sendte hendes 92-årige far på Ortopædkirurgisk Afdeling på Slagelse Sygehuse. Det var i november 2021. Resultatet af faldet var en brækket nakke, der krævede en tur til Neurokirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital.

Struktureret inddragelse af pårørende efter ønske

Ortopædkirurgisk Afdeling på Slagelse Sygehus arbejder struktureret med inddragelse af pårørende, hvis patienten ønsker det. Det kan være vanskeligt for patienten at overskue forløbet under indlæggelsen, og hvad der kan lade sig gøre i hjemmet efter udskrivelsen, herunder hvilke konsekvenser en beslutning kan have på længere sigt.

»De pårørende er en kæmpe ressource, der ved, hvad patienten har været igennem af behandling og medicin. Især omkring udskrivningen i forhold til hjælpemidler, muligheder i hjemmet og hjælp fra kommunen er de pårørende en stor gevinst for patienten og os,« siger Bente Rehder, der er kvalitets- og udviklingssygeplejerske på Ortopædkirurgisk Afdeling på Slagelse Sygehus.

Feedback fra patient, pårørende og rådsmedlemmer

Sammen med sin kollega – klinisk ansvarlig sygeplejerske – Gitte Jepsen har Bente Rehder samlet en feedback-gruppe med en patient, syv pårørende og to fra sygehusets patient- og pårørenderåd for at få at vide, hvilken effekt indsatsen med inddragelse af pårørende har. Afdelingen har blandt andet udviklet en pjece, der fortæller, hvordan afdelingen ønsker at samarbejde med de pårørende.

Ifølge feedback-gruppen er det vigtigt for de pårørende at vide, at de ikke er til besvær. De vil også gerne vide, at sundhedspersonalet gerne vil arbejde sammen med dem, og i forhold til udskrivningen vil de gerne vide, hvad de kan forvente af den kommunale hjemmepleje. Blandt andet vil de gerne vide, hvornår de modtager hjælp første gang, og de ønsker et telefonnummer, de kan bruge, hvis den kommunale hjælp ikke kommer som aftalt.

Som et tilbud til pårørende, der går på arbejde eller bor langt fra Slagelse, har Ortopædkirurgisk Afdeling holdt virtuel stuegang og virtuelle udskrivningssamtaler mellem læge, sygeplejerske, patienten, den pårørende og en visitator fra patientens hjemkommune.

»På den måde har patienten og den pårørende haft mulighed for at få svar på nogle af de spørgsmål, der er vigtige for dem, når opgaven med plejen skifter fra sygehuset til hjemmeplejen. Svarene kan være med til at sikre en smidig tilrettelagt overgang,« siger Bente Rehder.

Pårørende følte sig til besvær og overladt til sig selv

Dialogen med de pårørende har givet Bente Rehder og Gitte Jepsen ny indsigt i, hvordan pårørende ser på sagen, og hvad der er vigtig for dem. Blandt andet kom det frem, at afdelingens pjece til de pårørende var for omfattende. Pjecen bliver på den baggrund revideret til kun at indeholde det mest nødvendige for de pårørende.

»Det er en stor succes og meget positivt. Dialogen med feedbackgruppen er med til, at vi kan gøre samarbejdet med de pårørende endnu bedre,« siger Gitte Jepsen.

Pårørende til patienter på Ortopædkirurgisk Afdeling har meldt tilbage, at den måde, de arbejder sammen med de pårørende på, godt må bredes ud til andre afdelinger, hvor de pårørende har følt sig overladt til sig selv og stået tilbage med et indtryk af at være til besvær.

Region Sjællands pårørendepolitik blev vedtaget i juni

Regionsrådet i Region Sjælland har den 7. juni 2022 vedtaget en politik på området. Region Sjællands pårørendepolitik skaber fælles principper og fokusområder for pårørendesamarbejdet. Politikken skal efterfølgende bredes ud til sygehusene og psykiatrien. Ortopædkirurgisk Afdeling på Slagelse Sygehus har bidraget til politikken med input og erfaringer.

Du kan læse Region Sjællands Pårørendepolitik på: www.regionsjaelland.dk.

Øverst: Slagelse Hospital. (Foto: Slagelse Media). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.