Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Zand.News – »Børnene og deres pårørende skal ikke leve med, at der i sager om seksuelle overgreb på børn kun gives små straffe, blot fordi det ikke er samleje, der har fundet sted,« siger justitsministeren.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) har hos Red Barnet i dag præsenteret ni initiativer i et nyt udspil, der sætter bredt ind over for sexkrænkelser af børn.
Skærpede straffe og en ny definition for, hvornår der er tale om voldtægt af mindreårige, er blandt initiativerne. Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
Misforhold mellem straf for voldtægt og overgreb
Det er ubærligt for både ofrene og deres familier, når børn udsættes for seksuelle overgreb. Derfor fremlægger regeringen et nyt udspil med ni initiativer, der skal sikre, at seksuelle overgreb mod børn straffes hårdt, og at overgrebene bedre kan efterforskes og retsforfølges.
Flere retssager har vist, at der i dag er et misforhold mellem strafniveauet for voldtægter af børn og andre seksuelle overgreb end voldtægt. Forskellen kan være på adskillige års fængsel.
Derfor ønsker regeringen, at straffen for andre seksuelle overgreb end voldtægt forhøjes med 50 procent, så strafniveauet matcher den grove forbrydelse, som andre seksuelle overgreb end voldtægt mod børn er.
I regeringens udspil lægges der også op til en opdatering af straffelovens voldtægtsbestemmelse, så den bedre afspejler den forbrydelse, der reelt finder sted i sager om samleje mellem mindreårige og voksne.
Derfor lægges der i udspillet op til at, det forhold, at en voksen, der er fyldt 22 år og har sex med et barn under 15 år, per definition er voldtægt.
Sætter bredt ind over for sexkrænkelser mod børn
»Børnene og deres pårørende skal ikke leve med, at der i sager om seksuelle overgreb på børn kun gives små straffe, blot fordi det ikke er samleje, der har fundet sted,« siger justitsminister Nick Hækkerup og fortsætter:
»Derfor er der et klart behov for, at vi får opdateret straffeloven på det her område, så ofrene og deres pårørende ved, at gerningsmændene straffes hårdt. Det sikrer vi med udspillet, hvor vi også sætter bredt ind over for sexkrænkelser mod børn, både når det omhandler forebyggelsen af overgreb og digitale overgreb som for eksempel fjernovergreb på nettet.«
»I dag beskytter loven ikke børn, som har været udsat for overgreb, godt nok. Det er et dobbeltsvigt, hvis børn, der har været udsat for overgreb, også oplever, at retssystemet ikke tager dem alvorligt. Derfor er det her udspil så vigtigt et skridt, ligesom at forebyggelsen, behandlingen og hjælpen til ofrene selvfølgelig er helt afgørende,« tilføjer Johanne Schmidt Nielsen, der er generalsekretær i Red Barnet.
Udfordringer med digitale krænkelser, banker og rejser
Regeringens udspil tager også fat på de udfordringer, der er opstået med digitale krænkelser over internettet.
Derfor lægges der med udspillet op til, at pengeinstitutter fremover skal kunne dele mistænkelige forhold og pengeoverførsler vedrørende fjernovergreb på børn med politiet.
Ligeledes nedsættes en arbejdsgruppe, der skal se på, om der skal ske yderligere ændringer i straffeloven i forhold til for eksempel grooming og sextortion.
Endelig omfatter udspillet også forebyggelse af sexovergreb mod børn. Med udspillet ønsker regeringen at gøre det muligt at tage passet fra personer, der er dømt for seksuelle overgreb mod børn, hvis de mistænkes for at ville rejse til udlandet for at begå overgreb.
De ni initiativer er:
- Strafskærpelse for seksuelle overgreb mod børn.
- Børn under 15 år skal ikke kunne samtykke til sex med en voksen.
- Forbud mod sexdukker der fremstår som børn.
- Udrejseforbud for personer dømt for seksuelle overgreb.
- Styrkelse af samarbejde mellem politiet og pengeinstitutter om bekæmpelse af fjernovergreb.
- Børneattesten udvides.
- Hemmelig ransagning i sager om besiddelse og udbredelse af seksuelt overgrebsmateriale mod børn.
- Stærkere indsats over for digitale krænkelser
- Midler til styrket indsats til personer med seksuelle tanker om børn.
Læs regeringens udspil på: justitsministeriet.dk (pdf).
Øverst: Genrefoto. (Foto: blnd / iStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.