Zand.News – På søndag skal tiden stilles frem. EU’s ambition var at afskaffe de halvårlige skift i tiden senest den 1. april 2019, men det rakte tiden ikke til.
Dette års sommertid begynder natten mellem lørdag den 30. marts 2019 og søndag den 31. marts 2019. Det vil sige, at klokketiden søndag den 31. marts 2019 kl. 02.00 ændres til kl. 03.00. Det skriver Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
Befolkningen er delt i spørgsmålet om at ændre tiden
Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) tilkendegav i oktober 2018 – da vi gik fra sommertid til vintertid – at det måske kunne vise sig at blive for sidste gang, da Europa-Kommissionen i september 2018 foreslog, at det halvårlige skift i fremtiden skulle afskaffes.
Ministeren foretog derfor en bred høring af erhverv og interesseorganisationer af forslaget i efteråret 2018, ligesom at han opfordrede til en offentlig debat om spørgsmålet, som viste, at der ikke er enighed herom.
»Den danske befolkning er ligesom erhvervet delt i spørgsmålet. Nogle foretrækker sommertid, andre kan bedst lide vintertid,« siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) og fortsætter:
»Det afhænger meget af, om man foretrækker tidligt dagslys om morgenen, eller om man hellere vil have sen solnedgang om aftenen. Der er ikke noget videnskabeligt belæg for, at den ene tid er bedre end den anden; det er en smagssag, og det viser høringen og den offentlige debat.«
EU’s ministerråd har brug for mere tid til at drøfte tiden
Et flertal af EU’s medlemslande fandt da også i forbindelse med EU-forhandlingerne om forslaget, at der var behov for ordentlig tid til at behandle forslaget.
Derfor blev ambitionen om, at direktivet skulle gennemføres senest den 1. april 2019, erstattet af en forståelse af, at der var behov for mere tid til at behandle forslaget.
Rumænien, som har formandskabet for EU’s ministerråd i det første halvår af 2019, forventes at genoptage drøftelserne snarligt. Derfor er det uvist, om det bliver sidste gang, at vi stiller urene en time frem.
EU-parlamentet har lige stemt om, hvorvidt medlemslandene skal afskaffe skiftet. Der var et klart flertal for at droppe skiftet fra 2021. Det betyder ikke, at forslaget er endeligt vedtaget, idet forslaget også kræver et flertal i EU-rådet.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Kellepics / Pixabay). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.