Zand.News – Danskere med skov- og træ-navne kan skaffe tusindvis af nye træer. Du skal blot tagge dem på Facebook eller Instagram.
Kender du en Birk, Lærke, Lund eller Elmer? Så kan du plante et gratis træ til gavn for klimaet.
Fra den 6. til den 14. september 2019 donerer Plantorama et træ for hver person med et træ- eller skov-navn, som du tagger. Det skriver Plantorama i en pressemeddelelse.
Et gratis træ for hver person med et træ- eller skovnavn
26.400 danskere hedder Skov, Lund, Green eller Skousen til efternavn, og sammen med de tusindvis af danskere, der hedder Lærke, Kanstanje, Ask eller andre trærelaterede navne, får de fra den 6. til den 14. september en ganske særlig rolle.
I forbindelse med kampagnen “Danmark planter træer” donerer Plantorama nemlig et gratis træ for hver person med et træ- eller skovnavn, der bliver tagget på TV 2’s, Danmarks Naturfredningsforenings eller Plantoramas sociale medier.
Målet med kampagnen, som TV 2 og Danmarks Naturfredningsforening står bag, er at plante én million træer. Samtidig går nogle af midlerne til arbejdet for at bevare rydningstruet skov.
Skove og grønne områder er til stor fornøjelse for mange
For at sparke godt gang i initiativet, der skal skabe nye folkeskove i hele landet, donerer Plantorama tusindvis af træer kvit og frit. Der skal blot være nok, der fatter tasterne og tagger de “træer”, som de kender.
»Vi har sagt ja til at deltage i denne lidt sjove og skøre vinkel af indsamlingsshowet og donere penge til tusindvis af træer, fordi vi synes, det er et godt initiativ,« siger Kirsten Jensen, der er marketingchef i Plantorama, og fortsætter:
»Vi ved i forvejen, at flere træer på den lange bane er godt for både klimaet og miljøet, og at træer oplagrer CO2. Men skove og grønne områder er også til stor fornøjelse for mange mennesker og dyr, og vi vil meget gerne være med til at skabe grønne oaser rundt om i landet og i verden.«
Sådan tagger du en med et træ- eller skovrelateret navn
For hver person med et træ- eller skovrelateret navn, der bliver tagget i kommentarfeltet på enten TV 2’s, Danmarks Naturfredningsforenings eller Plantoramas Facebook- eller Instagramprofil, donerer Plantorama et træ til “Danmark planter træer”.
Alle for-, mellem- og efternavne godtages, så længe et træ- eller skovelement indgår. For eksempel Birk, Lund, Kvist, Lærke, Green eller Skousen. Du kan for eksempel gå ind på Plantoramas Facebook-side.
Vil du være med til at redde klimaet? 🌳'DANMARK PLANTER TRÆER' | Hjælp os med at plante 1 million træer🌳 Sammen med TV 2 og Danmarks Naturfredningsforening er vi med til gøre en forskel for klimaet. Målet er at plante 1 million træer. Og du må meget gerne være med! Hver gang der samles 20 kroner ind, plantes et træ i Danmark. Skovene er nemlig det mest effektive redskab, vi har til at suge CO2 ud af atmosfæren. 💚 Se her hvordan du kan hjælpe med at støtte👇🏻
Slået op af Plantorama i Fredag den 30. august 2019
Øverst: Genrefoto. (Foto: Golfcuk / iStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.