Studerende skal på vandvognen

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Slagelse.News – Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at gymnasier og erhvervsskoler dropper alkohol i den første tid efter sommerferien, og at alle studieture bliver alkoholfri. Alle skolernes arrangementer bør i det hele taget være alkoholfrie.

Sundhedsstyrelsen sender en fælles appel til landets gymnasier og erhvervsskoler om en mere sikker festkultur. Brevet opfordrer samtidig forældrene til at bakke op om skolernes indsats. Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Fokus på festkultur frem for på drukkultur

Alkohol skal fylde mindre, når børn og unge starter på en ungdomsuddannelse, og når der holdes fester på skolen. Det er den klare fælles opfordring fra Sundhedsstyrelsen, Danske Gymnasier og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne til ungdomsuddannelserne.

»Danske unge drikker meget alkohol, og de begynder at drikke tidligt. Vi ved, at alkohol er skadeligt for børn og unge, og at det kan påvirke deres indlæring. Derfor er det vigtigt, at vi får ændret den nuværende alkoholkultur, der har fokus på at drikke sig fuld, og i stedet får en festkultur, der har fokus på det sociale, og som kan inkludere alle elever. Også de elever, der ikke har lyst til at drikke,« siger enhedschef Niels Sandø.

Venskaber uden alkohol som omdrejningspunkt

Opfordringen fra Sundhedsstyrelsen, DG og DEG-Lederne er, at der ikke er alkohol i den første tid efter sommerferien. Det betyder, at ungdomsuddannelserne arbejder for, at fester og andre arrangementer, som er arrangeret af skolerne eller tutorer, er helt alkoholfrie indtil ultimo september, og at det samme gør sig gældende for alle årgange på skolerne.

Ligesom introture også er alkoholfrie. Det giver mulighed for, at eleverne kan knytte venskaber og etablere sig socialt, uden at alkohol bliver omdrejningspunkt for fællesskaberne og festerne.

»Vi håber, at man som forælder vil støtte aktivt op om indsatsen. Vi ved, at forældrenes holdning har stor betydning for deres barns alkoholvaner. Derfor indeholder brevet også en appel eller opfordring til, at skolerne og de nye elevers forældre taler sammen om, hvordan de i fællesskab kan styrke skolens bestræbelser om at etablere gode fællesskaber. Altså fællesskaber, hvor alle elever kan føle sig trygge og velkomne, og hvor sociale arrangementer ikke har alkohol som omdrejningspunkt,« siger Niels Sandø.

Skolernes arrangementer bør være alkoholfrie

Samtidig lægges der i brevet op til, at studieture og andre arrangementer udenfor skolen, men som er arrangeret af skolen, er helt alkoholfrie for eleverne, og at skolerne desuden drøfter, hvordan personalet kan fungere som rollemodeller for, at fester og fejringer kan foregå uden alkohol som en del af arrangementet.

»Vi ved, at en kulturforandring, som den vi opfordrer til, kan blive mødt med modstand og bekymring for, om alkoholfri arrangementer vil føre til manglende deltagelse fra eleverne. Men der er efterhånden mange ungdomsuddannelser, som har gode erfaringer med at fjerne alkohol fra både fester og fredagsbarer uden, at det har påvirket det sociale fællesskab negativt,« siger Niels Sandø og fortsætter:

»Vi opfordrer til at lukke for helt for alkoholen på ungdomsuddannelserne i en periode, og at der derudover er aktiviteter uden alkohol i resten af året. Ligesom alle studieture med videre også skal være alkoholfri. Dyk gerne ned i de gode eksempler, som findes derude allerede, og inddrag eleverne i udviklingen af aktiviteter, hvor samværet og ikke alkohol er i fokus.«

Øverst: Genrefoto. (Foto: Shironosov / iStock). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.