Zand.News – 50 mennesker er allerede blevet syge af campylobacter fra et dansk kyllingeslagteri. Sommervarme, råt kød på grillen og dårlig hygiejne skaber optimale forhold.
50 forbrugere er blevet syge af campylobacter fra dansk kyllingekød. Det reelle antal patienter kan være langt højere. Fødevarestyrelsen opfordrer til at huske køkkenhygiejnen, så man undgår dårlig mave. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Udbruddet stammer fra et enkelt dansk kyllingeslagteri
Hvert år bliver tusindvis af danskere syge af bakterien campylobacter. De seneste måneder har Statens Serum Institut sammen med Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet efterforsket et større sygdomsudbrud med bakterien campylobacter.
DNA-analyser hos 50 patienter tyder på, at kilden til udbruddet kan være enkelte partier af kyllingekød fra et specifikt dansk kyllingeslagteri. Myndighederne fortsætter efterforskningen, og Fødevarestyrelsen har folk ude på virksomheden for at hjælpe med at spore og standse smittekilden.
Symptomerne på campylobacter-forgiftning er typisk ondt i maven og diarre.
I Danmark bliver der hvert år registreret cirka 4.500 syge på grund af campylobacter. Men da langt fra alle patienter går til lægen, vurderer myndighederne, at det reelle antal smittede kan være op mod 12 gange højere.
Madbakterier trives fremragende i sommervarmen
Som forbruger skal man være særlig opmærksom på køkkenhygiejnen og holde råt kød adskilt fra færdig mad, også ved grillen.
»I sommervarmen skal man være ekstra påpasselig, fordi mange bakterier trives fremragende i varmen. Man bør altid have en god hygiejne i køkkenet, når man tilbereder mad – også når man griller,« forklarer sektionsleder i Fødevarestyrelsen Annette Perge og fortsætter:
»Kyllingekød og hakket kød skal gennemsteges. Og man bør holde råt kød adskilt fra færdig mad, så kødsaft fra rå kylling ikke spredes til for eksempel salat. Det er også vigtigt ikke at bruge den samme grill-tang til råt og færdigstegt kød.«
Øverst: Genrefoto. (Foto: Pixabay). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.