Zand.News – Selvom det er ulovligt at efterlade sit dyr til egen skæbne, bliver katte fundet i papkasser, poser eller sluppet fri i naturen.
Antallet af katte og killinger fra dyreværnssager er steget med 24 procent sammenlignet med sidste år. En kattelov ville gøre det lettere at finde frem til den ansvarlige ejer. Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
Dyrenes Beskyttelses internater modtager katte hver dag
Kattene overtager hvert år det meste af pladsen på Dyrenes Beskyttelses otte internater, men i år har de næsten sprængt rammerne.
På årets første otte måneder er antallet af katte og killinger indleveret på Dyrenes Beskyttelses internater fra dyreværnssager steget fra 3.730 i år 2018 til 4.614 i år 2019. Det svarer til en stigning på 24 procent, og det kan internaterne i høj grad mærke.
»I øjeblikket bliver der indleveret katte på vores internater hver dag, og det gør, at personalet må tænke kreativt for at finde plads til dem. Men det nærmer sig bristepunktet, for vi er blevet ramt af en kraft, som vi aldrig har set før,« siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.
Katte og killinger fra en dyreværnssag er, hvor en kat har brug for hjælp, men det ikke er muligt at finde ejeren, eller sager, hvor ejeren frivilligt overdrager sine katte til Dyrenes Beskyttelse, fordi katteholdet er vokset ejeren over hovedet.
Let at skille sig af med katte uden at blive stillet til ansvar
Katten er et af de mest populære kæledyr i Danmark, men alligevel har vi ikke en lov til specifikt at beskytte den. Både heste og hunde har deres egen lov, og det bidrager til, at de har en højere status i samfundet end katte.
Selvom det er ulovligt at efterlade sit dyr til egen skæbne, bliver katte fundet i papkasser, poser eller sluppet fri i naturen, men hvis det var pålagt at registrere og mærke sin kat, kunne de blive stillet til ansvar for deres ugerning.
»En kattelov ville sidestille katten med for eksempel hunden og dermed markere, at katten ikke er et kæledyr, man bare skiller sig af med, når den af en eller anden årsag pludselig er i vejen,« siger Jens Jokumsen og fortsætter:
»For så længe registrering og øremærkning af katte ikke er et krav, er det alt for let at skille sig af med den uden at blive stillet til ansvar.«
Til november skal politikerne på Christiansborg vedtage en ny dyrevelfærdslov, hvor der lægges op til, at Folketinget gør det lettere for fødevareministeren at fastsætte regler på dyrevelfærdsområdet. Blandt forslagene er, at fødevareministeren skal kunne indføre regler for mærkning og registrering af dyr, herunder katte.
Øverst: En kattelov ville sidestille katten med hunden og give den en bedre status. (Foto: Dyrenes Beskyttelse). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.