Sprit- og narkokontrol i den stille uge og påsken

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Zand.News – Påskeferien er startet, i al fald for børnene, og politiet er på banen med ekstra hastigheds-, spiritus- og narkotikakontrol i påsken fra i går, hen over den stille uge og i selve påsken.

Politiet gennemfører traditionen tro i påskedagene fra fredag den 12. april til og med mandag den 22. april 2019 en målrettet indsats mod hastighed, spiritus- og narkotikakørsel.

Sammenhæng mellem farten antallet af dræbte og tilskadekomne

Påsken forbindes for mange med ferie, hvor bilen ofte anvendes som transportmiddel. Her kan hastigheden spille en rolle, og der ses en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne.

Derfor vil hastighedskontrollerne primært foregå på uhelds- og hastighedsbelastede vejstrækninger. Derudover opretholder politiet et præventivt kontroltryk ved at gennemføre kontroller på andre vejstrækninger.

Hastighed var en betydende faktor i mere end halvdelen af de dødsulykker, som skete i perioden 2012-2017.

Politiets patruljer vil naturligvis være på vejene i påsken, og udover spirituspåvirkning vil politiet kontrollere, om bilisterne er påvirkede af narkotika eller medicin.

Spirituspåvirkede bilister er involveret i hver femte dødsulykke

Samtidig er påsken en højtid, hvor man mødes i festligt lag, og hvor der ofte indtages spiritus. Politiet opfordrer til, at man på forhånd aftaler, hvem der skal køre bilen hjem efter festlighederne, eller at man tager en taxa eller bus hjem.

Selvom den generelle holdning er, at det er uacceptabelt at køre i påvirket tilstand, er spirituspåvirkede bilister fortsat involveret i hver femte dødsulykke.

Øverst: Kontrol. (Foto: Niclas Jessen / Rigspolitiet). Note/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.