Zand.News – Forbud mod rygning i skoletiden, smarte cigaretpakker og jordbærsmag i e-cigaretter samt skærpede krav til vandepibecaféer skal gøre Danmark til et foregangsland.
En national handleplan mod børn og unges rygning skal sætte en stopper for unges rygning med en bred vifte af initiativer, der blandt andet omfatter skjult tobak, røgfri skoletid og neutrale pakker.
Sammen med finanslovens løft af prisen til 60 kroner for en pakke cigaretter og stærkere indsatser på kontrol og rygestop er handleplanen et afgørende kursskifte i en helhjertet kamp mod den største helbredstrussel mod børn og unge.
Det skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
Handleplanen skal stopper børn og unge med at ryge
Hver dag begynder 40 danske unge at ryge, og tallet er stigende. Fire ud af fem rygere starter, før de er 18 år.
Derfor er forebyggelse af rygning blandt børn og unge i fokus i ambitiøs og flerstrenget handleplan på tobaksområdet, som regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet står bag.
Hvad er indsatserne i den nationale handleplan?
Tobakken væk fra disken
I dag er det tilladt at vise tobaksprodukter og e-cigaretprodukter i tilknytning til betalingskasser. Der er ingen regler for placering af andre nikotinprodukter.
Der indføres krav om, at alle tobaksvarer, e-cigaretter og nikotinprodukter skal være skjult på alle salgssteder, herunder på internettet, indtil en kunde konkret efterspørger dem.
Dog opretholdes de nuværende undtagelser for fysiske butikker, der har specialiseret sig i for eksempel cigarer, piber og e-cigaretter.
Skærpet reklameforbud
Der er i dag forbud mod at reklamere for såvel tobaksprodukter som e-cigaretprodukter.
Nu skærpes forbuddet for tobaksprodukter, så det bliver lige så vidtgående som for e-cigaretter, samt at omfatte nikotinprodukter af et tilsvarende forbud.
Dermed forbydes både direkte og indirekte reklame og sponsorering for tobaksvarer, e-cigaretter og nikotinprodukter.
Neutrale tobakspakker
Der er i dag relativt omfattende krav til udformningen af pakker med cigaretter og rulletobak, herunder billedadvarsler, tekstadvarsler og angivelse af telefonnummer til Stoplinjen.
Nu indføres der standardiserede pakker for alle tobaksvarer og e-cigaretter, undtagen cigarer, pibetobak og piber.
Det betyder, at producent- og produktnavn skal fremgå på en standardiseret måde, at logoer ikke må fremgå, og at emballagens farve standardiseres.
Røgfri undervisningstid
Der er i dag forbudt at ryge på matriklerne på skoler, kostskoler, efterskoler, institutioner med udbud af treårige gymnasiale ungdomsuddannelser, opholdssteder og lignende, der har optaget børn og unge under 18 år.
Der indføres krav om røgfri skoletid for elever på alle grundskoler, kostskoler, efterskoler, ungdomsuddannelser med videre, der har optag af børn og unge under 18 år.
Røgfri skoletid betyder, at eleverne ikke må ryge i skoletiden – heller ikke, hvis de forlader skolens område.
Forbud mod smagsstoffer
Siden 2016 har det været forbudt at sælge cigaretter og rulletobak med smag af frugt, lakrids, vanilje, slik, alkohol eller anden kendetegnende aroma.
Der indføres forbud mod at sælge e-cigaretter, e-væsker og smagsstoffer til brug i e-cigaretter med andre aromaer end tobakssmag og mentolsmag. Dog undtages pibetobak og cigarer.
Regulering af nikotinprodukter
Nikotinprodukter, herunder de såkaldte “nikotinposer”, omfattes af samme regulering som tobaksvarer, hvad angår reklameregler, aldersgrænse med videre, ligesom der skal advarselstekster på pakkerne på linje med dem, der findes på e-cigaretter.
Dog omfattes nikotinprodukter ikke af forbuddet mod kendetegnende aromaer.
Styrket alderskontrol og straf
Det er forbudt at sælge tobaksvarer og e-cigaretter til børn under 18 år, og der er allerede krav om, at sælgere på internettet driver et alderskontrolsystem, men der er ikke nærmere krav til dette system.
Der indføres krav til forhandlerne om at sikre et system, der effektivt verificerer køberens alder. Butikkerne skal tjekke derimod ID.
De vejledende strafniveauer for salg af tobak eller alkohol til børn og unge under 18 år skærpes med større bøder. Ved tredje overtrædelse skal forhandleren kunne frakendes retten til at sælge tobak i første omgang for seks måneder.
Vandpiber og vandpibecafeer
Røg fra vandpiber indeholder mange af de samme sundhedsskadelige stoffer, som der findes i cigaretrøg.
Samtidig opstår der kulturer omkring vandpiberygning, der også kan lokke flere unge rygere til – selvom vandepibecaféer er underlagt rygelovens regler.
Derfor forbydes kendetegnede aromaer i vandpibetobak i lighed med e-cigaretter, og straffen for overtrædelse af rygeloven skærpes ved at fordoble bøderne til vandpibecafeerne.
Hjælp til rygestop
Dispensationskravet fjernes, så alle kommuner har adgang til at udlevere rygestopmedicin i forbindelse med rygestoptilbud til nærmere definerede grupper.
(Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet).
»Det her er et afgørende skridt for folkesundheden. Handleplanen skal nemlig effektivt sætte en stopper for, at børn og unge starter med at ryge, for hvis de fortsætter med at ryge som voksne, så ved vi, at næsten hver tredje af dem vil dø af det,« siger sundheds- og ældreministeriet Magnus Heunicke (S) og fortsætter:
»Samtidig skaber rygning stor ulighed i sundhed. Nu sætter vi ind med massiv handling og gennemfører det, som i årevis har været på ønskelisten hos patientorganisationer og fagfolk.«
Mange forbud skal gøre Danmark til et foregangsland
Med aftalen bliver tobakken gemt væk i butikkerne, der bliver indført standardiseret emballage for alle tobaksvarer og e-cigaretter for at undgå, at de forskellige mærker og symboler tillægges særlige egenskaber eller knyttes til forbilleder med videre.
Indsatser som røgfri skoletid på folkeskoler og ungdomsuddannelser, strengere straffe og skærpet reklameforbud skal også forebygge, at unge begynder at ryge.
Samtidig skal forbud mod salg af e-cigaretvæsker med alle andre smage end tobak og mentol forhindre, at e-cigaretterne bliver en vej til nikotin og almindelige cigaretter for de unge.
Med finansloven for 2020 er det besluttet at give afgifterne på tobak et kæmpe nøk opad, så en pakke cigaretter kommer til at koste 60 kroner.
»Med aftalen gør vi det hele på en gang, og det er med til at gøre Danmark til et foregangsland. Jeg er taknemmelig for den brede opbakning til aftalen blandt hovedparten af Folketingets partier. Samtidig ser jeg frem til at samarbejde med centrale aktører om at få det ud over rampen,« siger Magnus Heunicke og fortsætter:
»For jeg oplever, at der er en stærk opbakning på skolerne, i detailhandlen og i samfundet generelt til at få ændret rygekulturen. Det er vigtigt, for regler og påbud kan ikke gøre det alene. Vi skal alle hver især se det som en bunden opgave at medvirke til at gøre rygning usmart blandt børn og unge. Vi skal få dem til at tænke sig om en ekstra gang, inden de tænder den første cigaret.«
Øverst: Genrefoto. (Foto: Zeferli / iStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.