Zand.News – Sirenerne afprøves hver nat uden lyd, men én gang om året hvæser de med fuld lyd.
I morgen er det første onsdag i maj, og derfor tester Beredskabsstyrelsen sirenerne i hele landet, og det sker som sædvanligt kl. 12.00.
Det skriver Beredskabsstyrelsen i sin årlige pressemeddelelse om sirenevarslingssystemet.
Politi og beredskabsstyrelse tester hele systemet
Sirenerne afprøves hver nat uden lyd, men én gang om året – den første onsdag i maj kl. 12.00 – demonstreres de med fuld lyd. Samtidig testes app’en Mobilvarsling.
Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet afprøver sirenerne for at teste hele systemet, men også for at minde befolkningen om sirenernes anvendelse og betydning.
Under den årlige afprøvning afgives der i alt tre sirenesignaler:
- Kl. 12:00 (Gå inden døre)
- Kl. 12:04 (Gå inden døre)
- Kl. 12:08 (Faren er forbi).
Hvordan lyder signalerne under afprøvningen?
De to første signaler, der betyder “Gå inden døre”, er en tone, der stiger hurtigt og falder langsomt igen. Tonen lyder fire gange, og signalet varer i alt 45 sekunder.
Under den årlige afprøvning er det kun en test, men normalt betyder signalet: Gå ind og søg information hos DR eller TV2
Det sidste signal, der betyder “Faren er forbi”, er én lang tone, der varer i alt 45 sekunder. Signalet betyder normalt, at du kan forlade den indendørs beskyttelse.
Døve, hørehæmmede og døvblinde bliver varslet samtidigt med øvrige borgere, og den årlige afprøvning er således også en test af SMS-varslingssystemet.
Afprøvning af sirenevarslingssystemet gennem tiderne:
- Juni 1951-april 1967: Afprøvning hver lørdag kl. 12:00
- April 1967-24. november 1993: Afprøvning hver onsdag kl. 12:00
- 4. maj 1994-i dag: Årlig afprøvning, første onsdag i maj kl. 12:00.
De cirka 750 gamle luftværnssirener afløstes i 1992-93 af nye, elektroniske og nødstrømsforsynede sirener, som opsattes i byer med mere end 1.000 indbyggere. I alt er der opsat cirka 1.000 sirener, som afprøves elektronisk hver nat til forskel fra de gamle luftværnssirener, der blev testet hver uge. (Kilde: Den Store Danske).
Øverst: Varslingssystemet. (Grafik: Beredskabsstyrelsen). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.