Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Zand.News – Rejsekortet må ikke spærres, hvis man for eksempel glemmer at checke ud tre gange, uden en individuel vurdering.
På baggrund af en lang række klager fra forbrugere har Forbrugerombudsmanden anmodet Rejsekort om at ændre i sine vilkår og handelsbetingelser, så de overholder de forbrugerbeskyttende regler. Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Rejsekort Anonymt påtrykkes udløbsdato og man får vilkår
Forbrugerombudsmanden har gennem årene modtaget cirka 250 klager over rejsekort, der udbydes af Rejsekort & Rejseplan A/S (altså Rejsekort). Klagerne har ført til, at Forbrugerombudsmanden løbende har bedt Rejsekort ændre sine vilkår.
De ændrede vilkår betyder blandt andet, at man kan få udbetalt eventuelle restbeløb fra deres Rejsekort Anonymt ved alle salgssteder indtil et år efter udløb af rejsekortet. Tidligere kunne man kun få udbetalt en restsaldo på et Rejsekort Anonymt på få salgssteder eller ved at udfylde en formular, der skulle indsendes til Rejsekort, hvorved det ikke længere var anonymt.
Et rejsekort udløber efter fem år, og herefter kan det ikke længere anvendes, selvom der er et indestående på kortet. Forbrugere med et Rejsekort Anonymt har hverken på rejsekortet eller kvitteringen kunnet se, hvornår kortet udløb. Det har heller ikke kunnet aflæses på displayet ved check ind eller optankning, og man har ikke kunnet få en forklaring.
Rejsekort har nu oplyst, at der på sigt vil blive påtrykt udløbsdato på nye rejsekort, og man kan allerede købe disse kort på nogle salgssteder. Desuden vil man få udleveret de væsentlige vilkår på et varigt medium såsom et papir eller en e-mail.
Må ikke spærre kort og registrere forbrugeren automatisk
Forbrugerombudsmanden har også vurderet, at Rejsekort ikke måtte:
- Spærre et kort og registrere forbrugeren automatisk, hvis man tre gange havde glemt at checke ud, eller hvis man havde en gæld på mere end 500 kroner. I disse situationer skal hver sag vurderes konkret,
- tage gebyr for at slette en forbruger fra registret, når forbrugeren havde betalt den gæld, som var årsag til registreringen,
- tage gebyr for at udbetale restsaldoen på et rejsekort,
- pålægge en forbruger bevisbyrden ved fejlregistrering af en rejse.
Rejsekort har efterkommet alle ovenstående punkter, og har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at det skal være både nemt og gennemsigtigt at være rejsekortkunde, og at forbrugerne skal være trygge ved, at den forbrugerbeskyttende lovgivning overholdes.
»Det elektroniske rejsekort skulle gøre det let for forbrugere at tage offentlig transport. Det er det blevet, men teknologiske fremskridt berettiger ikke en tilsidesættelse af væsentlig forbrugerbeskyttende lovgivning,« udtaler forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen og fortsætter.
»Lovgivningen skal blandt andet sikre, at forbrugere får deres penge udbetalt, når et elektronisk kort, som rejsekortet, udløber. Som forbruger er det naturligvis svært at vide, om man har et udbetalingskrav, hvis man ikke er klar over, hvornår kortet udløber. Hertil kommer, at det har været en noget anden og mere besværlig proces at få udbetalt sine penge end at indbetale beløb på de anonyme rejsekort. Rejsekort er et eksempel på, at det er vigtigt at tage højde for den forbrugerbeskyttende lovgivning allerede i udviklingsfasen af elektroniske systemer.«
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.