Artiklen er opdateret for 4 måneder siden.
Zand.News – »Børn og unges brug af tobak, nikotin og alkohol er i en bekymrende udvikling og trods klare aldersgrænser for salg, så er det i dag alt for let for mindreårige at få fat i produkterne,« lyder det fra sundhedsministeren.
En ny forebyggelsesplan med 30 konkrete initiativer til knap 500 millioner kroner skal forebygge og nedbringe børn og unges forbrug af nikotinprodukter, tobak og alkohol. Det er resultatet af en bred politisk aftale, som netop er indgået. Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Nye nikotinprodukter er populære blandt mindreårige
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) har sammen med Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Alternativet indgået en aftale om en forebyggelsesplan med en lang række initiativer, der skal reducere børn og unges forbrug af tobak, nikotinprodukter og alkohol. Baggrunden for den nye forebyggelsesplan er blandt andet, at der de seneste år er kommet nye nikotinprodukter på markedet, som er blevet populære blandt børn og unge.
I 2020 brugte 8,7 procent af de 15-17-årige røgfri nikotinprodukter, for eksempel nikotinposer, dagligt eller lejlighedsvist. I 2022 var det steget til 12 procent. Og samme tendens ses blandt de 18-24-årige, hvor der er sket en stigning fra 11,9 til 17,4 procent på blot to år.
Nikotinprodukterne er sundhedsskadelige og afhængighedsskabende og kan være en trædesten til, at børn og unge begynder at ryge. Danske børn og unge har også et højt alkoholforbrug sammenlignet med unge i andre europæiske lande, og de begynder at drikke alkohol i en yngre alder.
Samtidig er det i dag alt for let for mindreårige at få fat i de aldersbegrænsede produkter, der i stort omfang sælges til børn og unge, selvom det er ulovligt. For at bremse udviklingen og stoppe det ulovlige salg afsætter aftalepartierne knap 500 millioner kroner til implementering af forebyggelsesplanens 30 initiativer.
Det alt for let for mindreårige at få fat i produkterne
»Børn og unges brug af tobak, nikotin og alkohol er i en bekymrende udvikling og trods klare aldersgrænser for salg, så er det i dag alt for let for mindreårige at få fat i produkterne,« siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og fortsætter:
»Derfor investerer vi nu knap en halv milliard kroner i en ny forebyggelsesplan med 30 initiativer, så vi kan få vendt udviklingen. Vi giver blandt andet myndighederne langt flere muskler og nye beføjelser til at føre effektiv kontrol med butikkerne. Afgiften på nikotinprodukter bliver sat op, og vi forbyder søde smage, der appellerer til børn og unge. Og for at begrænse de unges adgang til stærkere alkohol, ændrer vi reglerne, så butikkerne udelukkende må sælge almindelige øl og andre drikkevarer med en lavere alkoholprocent til 16-17-årige.«
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) tilføjer, at der skal sætte hårdt ind mod forhandlere, som forsøger at omgå loven:
»Vi har et ansvar for at passe på vores børn og unge, når det kommer til tobak, nikotin og alkohol. Derfor er det godt, at vi nu sammen med et [stort flertal af Folketingets partier] sætter hårdt ind mod forhandlere, som forsøger at omgå loven. Det er godt, at Sikkerhedsstyrelsen nu får endnu større mulighed for at opdage og beslaglægge ulovlige varer. På den måde kan vi fange endnu flere i vores net, og undgå at det når i hænderne på vores unge mennesker,« siger han.
Læs hele aftalen om forebyggelsesplanen her og få et overblik over alle initiativerne her.
Øverst: Genrefoto. (Foto: abruellmann / Pixabay). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.