Politiet tjekker sikkerhedsseler og sikkerhedsudstyr

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Zand.News – Pas på dig selv og dine. I denne uge holder politiet øje med, om bilisterne husker sikkerhedsseler og andet sikkerhedsudstyr.

Politiet landet over deltager fra mandag den 8. til søndag den 14. marts 2021 i en fælles europæisk politiindsats mod manglende brug af sikkerhedsseler og andet sikkerhedsudstyr under kørslen. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Airbags er ikke nok og beskytter ikke børn

Brug af sikkerhedssele er et meget effektivt værn mod at komme til skade eller dø i en trafikulykke. Brugen af sikkerhedssele reducerer således sandsynligheden for som bilist at blive dræbt i et uheld med 50 procent.

»Man skal være opmærksom på, at de store fremskridt, som bilproducenterne gør i forhold til bilernes meget høje sikkerhedsniveau, med eksempelvis airbags med videre, ikke har den store effekt, hvis ikke man anvender sikkerhedssele,« siger politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter og fortsætter:

»Derudover skal føreren notere sig, at han eller hun er ansvarlig for, at børn ligeledes er fastspændt under kørslen. Ved ikke at bruge sele under kørslen, er det ikke kun farligt for en selv. Det kan også være farligt for ens medpassagerer, da man helt automatisk vil blive kastet rundt i kabinen, når uheldet sker.«

I 2020 blev i alt 13.015 bilister blev sigtet for manglende anvendelse af sikkerhedssele.

Bag indsatsen står ROADPOL, der står for samarbejdet mellem færdselspolitiet i hele Europa. Indsatsen er delvist finansieret af EU-kommissionen.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Thomas Tolstrup / Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.