Politiet kan indføre opholdsforbud i syv dage

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Zand.News – Folketinget har åbnet mulighed for, at politiet kan indføre forbud i op til syv dage mod ophold på et afgrænset offentligt sted såsom en strand, en plads, en vej eller en park.

Politiet har nu mulighed for at forbyde ophold på offentlige steder, hvis personer er for tæt på hinanden, og et påbud om at forlade stedet ikke skønnes at have effekt.

Det nye forbud vil indgå som en overvejelse i politiets daglige coronaindsats – også i påsken, siger rigspolitichefen. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Politiet har måttet vende tilbage og udstede påbud

Efter Folketinget indførte midlertidige restriktioner for at begrænse coronasmitte i Danmark og forbød forsamlinger af mere end 10 personer ude og inde, fik politiet samtidig mulighed for at påbyde forsamlede personer at forlade stedet.

Imidlertid har der nogle steder været udfordringer med, at politiet flere gange har måttet vende tilbage og udstede påbud samme sted.

Læs også: Rigspolitichefen: Følg anvisningerne – også i påsken.

Derfor har Folketinget åbnet mulighed for, at politiet kan indføre et forbud i op til syv dage mod, at nogen opholder sig på et afgrænset offentligt sted, hvor personer typisk befinder sig tæt på hinanden. Det kan for eksempel være strande, pladser, veje og parker.

Opholdsforbuddet kan indføres efter politiets skøn

Forbuddet kan indføres, hvis politiet skønner, det er nødvendigt for at hindre smittefare på stedet, og at påbud på stedet ikke skønnes at være tilstrækkeligt.

Læs også: Er du bekymret eller bange for COVID-19?

»Et opholdsforbud er en ekstra mulighed for at stoppe smittefare et sted, hvor folk bliver ved at være for tæt på hinanden,« siger rigspolitichef Thorkild Fogde og fortsætter:

»Det vil typisk være efter de situationer, hvor vi flere gange har spredt forsamlingen med et påbud. Det er et nyt redskab i værktøjskassen, som vi vil bruge, hvis folk ikke forstår at følge reglerne.«

Et opholdsforbud skal skiltes på stedet, og offentliggøres på coronasmitte.dk.

Fakta om forbud mod større forsamlinger:

  • Ophold i området kan herefter medføre bøde for alle, der opholder sig i området uanset antal. Det vil dog stadig være tilladt at passere igennem området såsom at løbe en tur, lufte hund med videre. Bøden er på 2.500 kroner og kan stige i gentagelsestilfælde.
  • Den nye regel fremgår af § 10 i “bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler i forbindelse med håndtering af covid-19,” som er udstedt i medfør af epidemiloven (Lov om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme).
  • Reglen er indsat i forlængelse af to andre gældende regler i samme bekendtgørelse:
  • Dels § 1, som forbyder at afholde og deltage i indendørs og udendørs arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor flere end 10 personer er til stede.
  • Og dels § 2, hvor politiet kan påbyde personer at forlade et sted, hvis der ifølge af § 2 befinder sig flere end 10 personer på et offentligt tilgængeligt sted på en sådan måde, at der efter politiets skøn er særlig fare for smitte med COVID-19.

Forbud mod ophold kan alene udstedes for mindre, afgrænsede områder som for eksempel parker, pladser, strande, veje, forlystelsesparker, banegårde og lufthavne, forretninger, indkøbscentre i åbningstiden, campingpladser.

Forbud kan derimod ikke udstedes for større områder som for eksempel en bydel.

Læs også: Planen for den gradvise åbning af Danmark.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Zubada / iStock). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.