Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Zand.News – Forbrugerombudsmanden politianmelder Easy Park for at overtræde markedsføringslovens forbud mod vildledning. Desuden har Easy Park trukket gebyr uden forbrugernes samtykke ved betaling for parkering.
Forbrugerombudsmanden politianmelder Easy Park for at have overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning.
Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse har Easy Park blandt andet skjult, at der betales et gebyr til Easy Park på 15 procent oven i parkeringsprisen, når forbrugerne anvender Easy Parks app. Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Overtrådte markedsføringslovens forbud mod vildledning
Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at Easy Park har overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning ved blandt andet at skjule, at det koster et gebyr på 15 procent af parkeringstaksten oven i parkeringsprisen, når kunderne betaler med selskabets parkeringsapp.
Den pris, der vises i selskabets parkeringsapp, omfatter gebyret til Easy Park på 15 procent af parkeringsprisen.
Easy Park er politianmeldt for:
- ikke at have oplyst om gebyret på 15 procent på skilte på selskabets parkeringspladser. På skiltene står der for eksempel “Betal parkeringen via mobilen”, “Kom godt i gang på 30 sekunder” og “Slip for køen til automaten – betal med din mobil”, uden at det fremgår, at Easy Park opkræver et gebyr på 15 procent oven i parkeringsprisen
- ikke tydeligt at have oplyst om gebyret på 15 procent, når brugerne downloader og tilmelder sig Easy Parks app. Oplysningen om gebyret står på tilmeldingssiden i appen med småt efter en generel oplysning om, at undersøgelser viser en gennemsnitlig overbetaling på 30 procent ved forudbetaling med kort og mønter
- ikke tydeligt at have oplyst om gebyret på 15 procent i appen og på Easy Parks danske hjemmeside. Både i appen og på hjemmesiden skal brugerne klikke sig ind på “Hjælp” og herefter gennem flere underfaner, før oplysningen om, at man betaler 15 procent oven i parkeringsprisen, fremgår.
Herudover er Easy Park politianmeldt for ikke at have oplyst brugerne af appen tydeligt om, at lokalitetsfunktionen i Easy Parks app afhænger af telefonens GPS-funktionalitet, som kan være upræcis, og at det er kundernes eget ansvar at sikre, at deres bil er placeret i det korrekte parkeringsområde.
Oplysningerne herom står først på side 6 og 11 i Easy Parks vilkår og betingelser samt under hjælpefunktionerne i Easy Parks app og på Easy Parks hjemmeside flere klik væk fra hovedsiderne.
Easy Park har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at brugerne bliver informeret om, at “Mobilens GPS kan variere”, når de downloader Easy Parks app.
Nogle forbrugere modtager desuden en pop-up meddelelse i appen, når der er flere parkeringsområder tæt på hinanden. Det ændrer dog ikke på Forbrugerombudsmandens opfattelse.
Fastprisparkering blev også tillagt gebyr uden samtykke
På nogle af Easy Parks parkeringspladser betaler kunderne et på forhånd fastsat beløb for at kunne parkere på pladsen et bestemt antal timer – det, der også kaldes fastprisparkering.
Når kunderne brugte Easy Parks app til at foretage en fastprisparkering på disse parkeringspladser, blev de præsenteret for parkeringsprisen, uden at gebyret på 15 procent til Easy Park var blevet tillagt den samlede pris. Easy Park hævede også betalingen for parkeringsprisen tillagt gebyret på 15 procent til Easy Park, selvom kunderne alene havde accepteret at betale parkeringsprisen.
Forbrugerombudsmanden vurderer, at Easy Park både har overtrådt markedsføringslovens vildledningsforbud og forbrugeraftaleloven ved ikke at oplyse om gebyret til de kunder, som har brugt Easy Parks app til fastprisparkering. Desuden måtte Easy Park ikke trække betaling for gebyret på 15 procent uden forbrugernes samtykke. Det er i strid med betalingsloven.
Easy Park er derfor forpligtet til at refundere det opkrævede gebyr på 15 procent af parkeringsprisen til samtlige kunder, som har brugt appen til fastprisparkering. Easy Park har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at der sidste år blev foretaget justeringer, så den samlede pris for parkering inklusive gebyret til Easy Park er fremgået af appen siden april 2020, når man bruger fastprisparkering.
Easy Park har også oplyst til Forbrugerombudsmanden, at de tilbagebetaler gebyret på 15 procent til de privatkunder, som har benyttet fastprisparkering de seneste tre år uden at have fået oplyst prisen inklusive gebyret, og som kan identificeres i Easy Parks systemer. Hvis man ikke automatisk får refunderet gebyret fra Easy Park, kan man rette henvendelse til Easy Park.
Easy Park har oplyst, at fastprisparkeringer udgør cirka 0,2 procent af det samlede antal parkeringer foretaget via Easy Parks app. Easy Park har ikke oplyst det samlede antal parkeringer.
»Easy Park har efter vores vurdering skjult over for brugerne af appen, at det koster et gebyr på 15 procent af parkeringsprisen at anvende appen. Vi anser det for en alvorlig overtrædelse af forbuddet mod vildledning, og vi har derfor politianmeldt selskabet«, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen og fortsætter:
»Som forbrugere skal vi naturligvis vide, hvis vi skal betale for at anvende en app, inden vi beslutter, om vi vil anvende den. Det gælder for app som for alle andre produkter. Ellers kan vi ikke varetage vores økonomiske interesser.«
»Mange betalinger foregår i dag digitalt fx via apps på mobilen, hvor vi giver virksomheder adgang til at hæve betalinger på vores konti. Det forudsætter, at vi kan have tillid til, at virksomheder ikke hæver flere penge end aftalt.«
Øverst: Genrefoto. (Foto: Nonnie192 / iStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.