Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Zand.News – Onsdag den 24. februar ønsker Regeringen at melde ud om, hvorvidt der kan lempes for visse corona-restriktioner, og hvilke restriktioner der vil blive forlænget.
Regeringen vil – sådan at samfundet får varsel i ordentlig tid – onsdag den 24. februar melde ud om, hvorvidt der kan lempes restriktioner, og hvilke restriktioner og tiltag det vil være nødvendigt at forlænge efter den 28. februar 2021.
Regeringen indkalder derfor til politiske drøftelser på baggrund af faglige oplæg og indstillinger. Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Regeringens arbejdsplan for corona i den kommende uge
Processen for udmelding om en mulig udfasning af restriktioner i den kommende uge kommer til at følge nedenstående plan:
- Mandag den 22. februar: Regeringen modtager den faglige indstilling fra Indsatsgruppen om, hvilke restriktioner det anbefales henholdsvis at udfase og videreføre. Folketingets partier modtager de beregninger, som Ekspertgruppen for matematisk modellering har foretaget, samt Indsatsgruppens indstilling.
- Tirsdag den 23. februar: Sundhedsministeren og justitsministeren afholder drøftelser med partilederne på baggrund af beregningerne fra Ekspertgruppen for matematisk modellering og den faglige indstilling fra Indsatsgruppen. Baggrunden for at der afholdes drøftelser så tæt på dato for udmelding er, at eksperter og myndigheders præcise faglige beregninger og indstillinger først kan foretages tæt på beslutningstidspunktet, sådan at data er mest retvisende.
- Onsdag den 24. februar: Regeringen ønsker at melde ud om, hvorvidt der kan lempes restriktioner, og hvilke restriktioner der vil blive forlænget efter den 28. februar 2021.
Folketingets partier vil herefter blive indkaldt til drøftelser om at lægge en samlet plan for udfasning af restriktioner hen over de næste måneder.
Ønsker ikke at holde samfundet lukket længere end nødvendigt
Regeringen vil lægge op til, at drøftelserne tager udgangspunkt i den overordnede prioritering for rækkefølgen i en genåbning, som anbefalet af den Faglige Referencegruppe i deres rapport fra januar.
»Regeringen ønsker ikke at holde samfundet lukket en dag længere end nødvendigt. Planen for genåbning bygger på, at det selvfølgelig skal være sundhedsfagligt forsvarligt, når vi lemper restriktioner. Samtidig skal genåbningen ske med størst mulig forudsigelighed om, i hvilken takt forskellige dele af samfundet vil blive åbnet igen,« siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og fortsætter:
»Derfor er de matematiske udregninger, de sundhedsfaglige indstillinger og den Faglige Referencegruppes anbefalinger helt afgørende for, at vi på en sikker måde kan åbne samfundet mest muligt op i den situation, vi står i nu. Her har eksperterne på vores universiteter bidraget med et utrolig vigtigt arbejde, så vi har så stærkt et grundlag som muligt at genåbne ud fra.«
Beregninger af scenarier for en udfasning af restriktioner
Ekspertgruppen for matematisk modellering – der er tilknyttet Statens Serum Institut – er i gang med at foretage beregninger af mulige scenarier for en udfasning af restriktioner.
Der regnes på scenarier for henholdsvis afgangselever på folkeskoler, herunder efterskoler, ungdomsuddannelser og voksenuddannelser; udvalgsvarebutikker, udendørs kulturinstitutioner og udendørs idræts- og foreningsfaciliteter.
Den overordnede prioritering for rækkefølgen i en genåbning er anbefalet af den Faglige Referencegruppes rapport fra januar.
Indsatsgruppen – som blandt andet består af sundhedsmyndighederne – laver på baggrund af blandt andet beregningerne fra Ekspertgruppen for matematisk modellering og vurderinger fra den Faglige Referencegruppe under det nationale varslingssystem for COVID-19 en indstilling til regeringen om, hvilke restriktioner som er sundhedsfagligt forsvarligt er lempe.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Geralt / Pixabay). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.