Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Zand.News – Udover mundbind i kollektiv trafik bliver der krav om pladsbillet og coronapas i InterCity, InterCityLyn og fjernbusser.
Der indføres krav om pladsbillet i fjerntog og krav om coronapas i fjernbusser og fjerntog. Derudover er der allerede krav om mundbind. Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Kravet gælder fra søndag den 19. december kl. 08.00
For at mindske smittespredningen hen over julen indføres der yderligere restriktioner i den kollektive transport.
Efter indstilling fra Epidemikommissionen og godkendelse i Epidemiudvalget bliver der fra søndag den 19. december 2021 kl. 08.00 indført krav om krav om coronapas i fjernbusser og fjerntog.
Derudover indføres også krav om pladsbillet i DSB’s InterCity og InterCityLyn. Det betyder, at passagerer, der skal rejse med enten et InterCity eller InterCityLyn, både skal have gyldigt coronapas og pladsbillet ud over deres almindelige billet.
Brug for ekstra opmærksomhed og ekstra tiltag
»Det går rigtig stærkt med smitten lige nu, og derfor er der også brug for ekstra opmærksomhed og ekstra tiltag, så juletrafikken kan opretholdes og smittespredningen mindskes,« siger transportminister Benny Engelbrecht (S) og fortsætter:
»Derfor indfører vi nu krav om coronapas på de lange rejser samt pladsbilletkrav, så der ikke er overfyldte tog i juleperioden, hvor mange rejser længere. Samtidig er der også behov for, at dem, der bruger fjerntoget på arbejde kan komme med, og derfor indfører vi en ordning, der kan håndtere det for dem, der er raske efter corona, men endnu ikke har fået deres coronapas igen.«
Ansatte og passagerer skal have mundbind/visir
Der har tidligere været en mulighed for, at ansatte i transportsektoren kunne undtages for krav om mundbind eller visir, hvis de kunne vise coronapas.
Denne undtagelse er ikke længere gældende og medarbejdere skal dermed bruge mundbind eller visir, uanset om de kan vise coronapas. Tiltagene indføres fra den 19. december kl. 08.00 og fire uger frem til den 16. januar 2022.
Samtidig med indførslen af de nye tiltag forlænges de gældende restriktioner også til den 16. januar 2022. De gældende restriktioner er krav om mundbind eller visir i blandt andet kollektiv trafik og indenrigsfly samt forbud mod indtagelse af alkoholiske drikke i busser.
Øverst: Slagelse Station. (Foto: Slagelse Media). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.