Artiklen er opdateret for 7 år siden.
Pilen på danskernes badevægt har bevæget sig opad siden 2010, og nu er over halvdelen overvægtige. Undersøgelse viser, at overvægt og andre risikofaktorer fortsat falder med stigende uddannelsesniveau.
Over halvdelen af danskerne er nu overvægtige, flere unge mistrives og flere unge begynder at ryge. Det viser en ny undersøgelse af danskernes sundhed og trivsel, som er udarbejdet af de fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed, SDU.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) finder udviklingen bekymrende:
“Selvom de danske unge drenge og piger hovedsageligt er mentalt sunde og raske, går det desværre den forkerte vej med de unges trivsel. Udviklingen tyder på, at vi generelt skal sætte lang tidligere ind – og ikke bare over for de unge piger. For det går den forkerte vej på en lang række områder, når det gælder danskernes sundhed. Der er derfor nok at tage fat på for kommunerne og regionerne, men også fra min side,” siger sundhedsministeren.
Jo højere uddannelse, jo bedre sundhed – og omvendt
Undersøgelsen viser desuden, at sundhed stadig er ulige fordelt i Danmark. Der er på alle områder en stor forskel på sundhedstilstanden blandt mennesker med en kort uddannelse og mennesker med en lang uddannelse. Jo højere uddannelse, jo bedre sundhed har man – og omvendt.
Andelen med dårligt fysisk helbred falder med stigende uddannelsesniveau, fra 27,8 % blandt mennesker med grundskole som højest gennemførte uddannelsesniveau til 4,0 % blandt mennesker med en lang videregående uddannelse.
“Vi har som samfund et fælles ansvar for at skabe sundhed for alle. Vi skal se meget mere på, hvordan vi skaber indsatser, der er mere målrettede og fokuserer på årsagen til, at den enkelte er i risiko for at udvikle sygdom. Vi har høje forventninger til, at vi sammen med kommunerne kan indfri disse ambitioner gennem de nye sundhedsaftaler,” fortæller formanden for Danske Regioners Sundhedsudvalg, Ulla Astma (S).
Over halvdelene af danskerne har moderat eller svær overvægt
Pilen på danskernes badevægt har bevæget sig opad siden 2010. Det gælder både moderat og svær overvægt, og udviklingen ses i alle aldersgrupper. Der er nu flere danskere med overvægt end med normalvægt.
I alt er 51,0 % af den voksne befolkning moderat eller svært overvægtige med en BMI på 25 eller derover, og hver sjette er svært overvægtig med en BMI på 30 eller derover. I alle aldersgrupper er andelen af overvægtige større blandt mænd end blandt kvinder.
Blandt mennesker med grundskole som højest gennemførte uddannelsesniveau er 26,3 % svært overvægtige mod 8,1 % blandt mennesker med en lang videregående uddannelse. I perioden 2010 til 2013 er andelen af svært overvægtige steget 3,2 procentpoint.
Risikofaktorer hænger også sammen med ens uddannelse
Risikofaktorer som usund kost, rygning, stort alkoholforbrug, svær overvægt og manglende fysisk aktivitet har hver for sig betydning for sundheden. Og risikoen for at få en række sygdomme stiger betydeligt, når flere risikofaktorer er til stede på samme tid.
Der er en stærk sammenhæng mellem højest gennemførte uddannelsesniveau og antal risikofaktorer, og andelen med to eller flere risikofaktorer falder med stigende uddannelsesniveau.
Sundhedsministeren vil sætte ind mod danskernes sundhedsudfordringer, når hun senere i år præsenterer en plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen og en samlet plan for psykiatrien.
[d12-plain]FAKTA OM UNDERSØGELSEN
Alle fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed, SDU står bag undersøgelsen.
Undersøgelsen er gennemført i 2017, hvor i alt 183.372 borgere har besvaret spørgeskemaet.
Trivsel er et af fokusområderne i undersøgelsen og omfatter begreber som mentalt helbred, stress, søvnproblemer, nedtrykthed og det at være uønsket alene.[/d12-plain]
Foto: Lightcome / iStock
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.