Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Zand.News – »Sammen med et bredt flertal af Folketingets partier indgik regeringen kort før sommerferien en aftale, der skal sikre en økonomisk håndsrækning til nogle af de borgere, som er særligt hårdt ramt af de stigende energipriser. Det gælder blandt andet pensionister, der modtager ældrecheck,« lyder det fra beskæftigelsesministeren.
I dag førstebehandler Folketinget et lovforslag, der skal sikre en håndsrækning til en række økonomisk vanskeligt stillede borgere, som er ramt af de stigende energipriser. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Skal 2. og 3. behandles i Folketinget den 8. september
Den ekstraordinære situation med høje energipriser sætter fortsat sit markante præg på mange danskeres hverdag. For at afbøde konsekvenser heraf indgik regeringen inden sommerferien en bred aftale med Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti om kompensation af borgere for de høje energipriser.
Tirsdag den 23. august 2022 fremsatte beskæftigelsesministeren et lovforslag (L 206), der udmønter de dele af aftalen, der omhandler udbetalinger til visse borgere. Lovforslaget førstebehandles i Folketinget senere i dag. Og lovforslaget skal efter planen 2. og 3. behandles i Folketinget torsdag den 8. september.
Regeringen er optaget af, at pengene kommer ud til borgerne hurtigst muligt. Tidligere på måneden anmodede regeringen derfor Folketingets formand om at indkalde til hastebehandling af lovforslaget inden Folketingets åbning.
SU-modtagere med tillæg modtager hjælpen senere
Den hurtige lovgivningsproces betyder, at udbetalingen af første rate af ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck på 2.500 kroner skattefrit kan blive udbetalt allerede i slutningen af september. Engangsbeløbet på 2.000 kroner skattefrit til SU-modtagere, der modtager SU-handicaptillæg eller SU-forsørgertillæg som enlig forsørger kan blive udbetalt senest i midten af oktober.
Engangsbeløbet på 2.000 kroner skattefrit til personer på tilbagetrækningsydelser vil blive udbetalt i starten af 2023. Det samme gælder anden rate af den skattefrie ældrecheck på 2.500 kroner. Udbetalingstidspunkterne i 2023 følger af den politiske aftale.
»Mange danskere er påvirket af de høje prisstigninger på el og varme, vi har set i år. Og for flere er livremmen lige nu spændt så meget ind, at de har svært ved at få deres penge til at slå til. Det tager vi ekstremt seriøst i regeringen,« siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og fortsætter:
»Sammen med et bredt flertal af Folketingets partier indgik regeringen kort før sommerferien en aftale, der skal sikre en økonomisk håndsrækning til nogle af de borgere, som er særligt hårdt ramt af de stigende energipriser. Det gælder blandt andet pensionister, der modtager ældrecheck.«
»For at få hjælpen hurtigere frem bad vi tidligere på måneden Folketingets formand hastebehandle lovforslaget. Det fik vi grønt lys til, og derfor er det virkelig glædeligt at vi allerede i dag kan førstebehandle forslaget. Hvis alt går vel, er hjælpen nær, og fremme på kontoen hos de berettigede personer, inden de skal betale oktober måneds regninger,« slutter han.
Øverst: Genrefoto. (Foto: simpson33 / iStock). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.