Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Zand.News – »Skræmmescenarierne er rundt om os i Europa. Det understreger vigtigheden af at være på forkant med epidemien, og det skal varslingssystemet bidrage til. Varslingssystemet viser, hvad risikoniveauet er nu, og hvilke tiltag der kan blive nødvendige, hvis smitten stiger,« lyder det fra sundhedsministeren.
Et nyt varslingssystem med fem risikoniveauer skal skabe klarhed og gennemsigtighed om det sundhedsfaglige grundlag for COVID-19-indsatsen – og det skal skabe større forudsigelighed om kommende tiltag.
Risikovurderingen vil blive foretaget en gang om ugen både nationalt og regionalt. Regionerne i Danmark kan være i forskelligt risikoniveau, og tiltag kan iværksættes geografisk forskelligt. Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
Varslingssystemet opdateres ugentligt og viser risikoen
Flere europæiske lande har indført varslingssystemer, og nu lancerer regeringen Danmarks nye nationale varslingssystem, som myndigheder på tværs af mange forskellige fagområder har bidraget til.
En gang om ugen vil der blive foretaget en vurdering af risikoniveauet for hele landet og de fem regioner. Tiltag mod COVID-19 vil kunne gælde nationalt, for regioner eller lokalt, hvor smitte opstår.
Artiklen fortsætter under illustrationen.
Se: COVID-19 Varslingssystem – Risikoniveau 3 (31/10-20) (pdf).
»Skræmmescenarierne er rundt om os i Europa. Det understreger vigtigheden af at være på forkant med epidemien, og det skal varslingssystemet bidrage til. Varslingssystemet viser, hvad risikoniveauet er nu, og hvilke tiltag der kan blive nødvendige, hvis smitten stiger,« udtaler sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).
Skal sikre restriktioner på mest nødvendige områder
Risikovurderingen for COVID-19-situationen i Danmark vil ske ud fra en samlet faglig vurdering på baggrund af en række indikatorer.
Der ses blandt andet på væksten og antallet af nye smittede, antal indlagte og den forventede udvikling på baggrund af fremskrivninger. Derudover holdes der også øje med udviklingen i udlandet.
»Vi har brugt tid på at udvikle et intelligent varslingssystem. Baseret på erfaringerne fra andre lande og rådgivning fra sundhedsmyndighederne har vi fravalgt et system, hvor der er en automatik mellem risikoniveau og tiltag,« siger Magnus Heunicke og fortsætter:
»Formålet er at sikre, at vi kun har restriktioner på de områder, hvor det er højest nødvendigt. Eksperter inden for både medicin, epidemiologi, økonomi og samfundsforhold har bidraget til at kvalificere varslingssystemet, og denne referencegruppe vil også blive inddraget i den videre udvikling af systemet. Det betyder, at vi står på et meget solidt fagligt grundlag i Danmark, og varslingssystemet kan udvikle sig i takt med ny viden om epidemien.«
Det er den såkaldte Indsatsgruppe, der har ansvaret for at fastlægge det nationale og regionale risikoniveau til håndtering af COVID-19.
Varslingssystemet skal skabe mere forudsigelighed
Indsatsgruppen vurderer, om iværksatte tiltag til håndtering af COVID-19 er tilstrækkelige, kan ophæves, forlænges, udbredes eller suppleres af yderligere tiltag.
»Der er ingen tvivl om, at det har været vanskeligt for erhvervslivet at navigere efter corona og de ændringer i vores hverdag, som sygdommen har medført,« siger erhvervsminister Simon Kollerup og fortsætter:
»Ingen kan fjerne al uforudseligheden under coronakrisen, men varslingssystemet skaber mere forudsigelighed, og det er der brug for. Vi har desuden netop forlænget og forbedret mulighederne for kompensation, og med varslingssystemet kan vi nu hurtigt skrue op eller ned for hjælpen alt efter hvilke restriktioner, der er. Dermed kommer hjælpen også hurtigere ud til dem, der har brug for den.«
Indsatsgruppen består af blandt andet de sundhedsfaglige myndigheder, herunder for eksempel direktøren fra Sundhedsstyrelsen og fra Styrelsen for Patientsikkerhed og den faglige direktør fra Statens Serum Institut, og Rigspolitiet. Finansministeriet og Erhvervsministeriet deltager som observatører i Indsatsgruppen.
Øverst: COVID-19 Varslingssystem – Risikoniveau 3 (31/10-20). (Illustration: Sundheds- og Ældreministeriet). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.