Nu bør du kun drikke fire øl ad gangen

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Zand.News – Myndighederne skærper igen anbefalingerne om alkohol. Nu bør du kun drikke ti genstande om ugen og maksimalt fire genstande på samme dag.

Sundhedsstyrelsen har opdateret og skærpet de nationale udmeldinger om indtag af alkohol, for både unge og voksne. Udmeldingerne blev sidst ændret i 2010, og der er siden da kommet ny viden om, hvad alkohol betyder for befolkningens helbred. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Nyt pejlemærke er 10 om ugen og 4 om dagen

De nye udmeldinger er skærpet på flere områder. Først og fremmest er anbefalingen, at børn og unge under 18 år frarådes at drikke alkohol. Der er også nye genstandsgrænser for voksne på 18 år eller derover. Frem over gælder et nyt pejlemærke: 10-4.

Baggrunden er, at intet alkoholforbrug er helt risikofrit for helbredet. Men man kan minimere sin helbredsrisiko, hvis man højst drikker 10 genstande om ugen. De 10 genstande skal dog fordeles over ugens dage, så man maksimalt drikker 4 genstande på samme dag.

»Der vil altid være en risiko forbundet med indtag af alkohol. Man kan dog minimere – men altså ikke helt fjerne – sin risiko ved at drikke maksimalt 10 genstande henover en uge,« siger enhedschef Niels Sandø og fortsætter:

»Ens drikkemønster har også stor betydning. Derfor anbefaler vi, at man højst drikker 4 genstande på samme dag.«

Ingen forskel på anbefaling for mænd og kvinder

Som noget nyt skelner de nye udmeldinger ikke til, om man er mand eller kvinde. Det skyldes, at risikoen er nærmest ens for mænd og kvinder, så længe man ikke overskrider 10 genstande om ugen. Hvis man drikker mere, stiger risikoen hurtigere for kvinder end for mænd.

Når Sundhedsstyrelsen fraråder unge under 18 år at drikke alkohol, skyldes det, at man har fået mere viden om, hvordan alkohol skader hjernens udvikling, imens man er ung – blandt andet med hensyn til hukommelse, læring, planlægning, beslutninger, impulskontrol og sprog. Som en særlig skadelig faktor har unge, der drikker alkohol, desuden ofte en kultur omkring alkohol, hvor det handler om at drikke sig fuld.

»Vi har et særligt fokus på unge. Vi ved, at unge, der drikker store mængder alkohol på én gang, er i øget risiko for ulykker, vold og uønsket sex. Alkohol kan også være skadeligt og påvirke både hukommelse og indlæringsevne hos børn og unge, hvor hjernen forsat er under udvikling. Derfor har vi skærpet vores anbefalinger i forhold til børn og unge under 18 år, så vi nu fraråder, at de drikker alkohol,« siger enhedschef Niels Sandø.

Anbefalingerne vedrørende alkoholforbrug hos kvinder, der forsøger at blive gravide, er gravide eller ammer, er uændret.

Disse nye udmeldinger skal fungere som et pejlemærke for den enkelte i beslutningen om eget alkoholindtag, ligesom alkoholudmeldingerne kan anvendes til at understøtte rammer og grænser for blandt andet børn og unges indtag af alkohol.

Udmeldingerne er udarbejdet med bistand fra eksterne faglige eksperter, står der i pressemeddelelsen.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Pexels / Pixabay). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.