Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Zand.News – Sundhedsstyrelsen anbefaler stadig mundbind, når man testes for COVID-19, når man har symptomer, og når man sidder i visse venteværelser.
Sundhedsstyrelsen kommer med nye anbefalinger om borgernes brug af mundbind i sundhedsvæsenet. Anbefalingerne gælder fra 14. juni.
Fremover anbefales brug af mundbind til patienter, der har symptomer, der kan være tegn på COVID-19, til alle der skal testes for COVID-19 og på enkelte steder på sygehuse og i almen praksis.
Personalet i sundhedsvæsenet og ældreplejen kan tilsvarende fra mandag den 14. juni gå tilbage til at anvende værnemidler i overensstemmelse med de Nationale Infektionshygiejniske. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.
Lavt smittetal og høj vaccinationsdækning giver lempelser
Siden foråret 2020 har Sundhedsstyrelsen, i perioder med øget risiko for smittespredning, anbefalet at bruge mundbind i sundhedsvæsnet som en ekstra beskyttelse i situationer, hvor det ikke har været muligt at holde afstand.
I december indførte regeringen desuden et krav om, at både personale og borgere skulle bære mundbind på offentligt tilgængelige steder, herunder i sundhedsvæsenet, på ældreområdet og på dele af socialområdet.
I den aktuelle situation, hvor der er høj vaccinationsdækning, lave smittetal og færre indlagte med COVID-19, er behovet for supplerende smitteforebyggende tiltag mindre.
Derfor vurderer Sundhedsstyrelsen, at det nu er muligt at lempe på krav om brug af mundbind, herunder i sundhedsvæsenet. De nye anbefalinger følger Sundhedsstyrelsens netop offentliggjorte anbefalinger om lempelse af krav om mundbind i det offentlige rum.
Brug af mundbind i sundhedsvæsenet ved særlig risiko
»Langt størstedelen af personer i øget risiko er blevet færdigvaccineret, og det gælder også en stor del af den øvrige befolkning og de ansatte i sundhedsvæsenet. Samtidig har vi god epidemikontrol. Derfor har vi vurderet, at der ikke længere er grund til, at alle bærer mundbind overalt i sundhedsvæsenet, men at man kun gør det i situationer, hvor der er en særlig risiko,« siger vicedirektør Helene Probst i Sundhedsstyrelsen, som dog understreger:
»Det er meget vigtigt, at man fortsat følger de generelle anbefalinger for at undgå smitte.«
Personalet i sundhedsvæsenet og ældreplejen kan fra mandag den 14. juni gå tilbage til at anvende værnemidler i overensstemmelse med de gældende retningslinjer, der er beskrevet i de Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer.
Følgende gælder fra mandag den 14. juni 2021
Borgere og patienter anbefales at bruge mundbind i følgende situationer:
- når man skal testes for COVID-19
- hvis man har symptomer og bryder selvisolation for eksempel for at komme til læge eller på sygehus
- ved ophold i venteværelser, da der kan være personer med luftvejssymptomer – det vil sige akutmodtagelse, akutklinik, almen praksis, vagtlæge og øre-/næse-/halsspeciallægepraksis.
Læs også: Næsten slut med mundbind på mandag.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Pedro Wroclaw / Pixabay). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.