Zand.News – »Med de nye retningslinjer udvider vi både kriterier for at mistænke COVID-19, og vi udvider antallet af sygehuse, der kan håndtere patienterne,« siger Sundhedsstyrelsen.
På baggrund af udviklingen i Italien og andre lande vurderer Sundhedsstyrelsen nu, at der er moderat risiko for, at vi kommer til at opleve coronavirus her i landet, eventuelt med smittekæder, som det er set i Italien.
Strategien for Danmark er fortsat at forsøge at opspore og inddæmme eventuel coronavirus. Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Seks sygehuse kan modtage coronavirus-patienter
Den nye retningslinje udvider kriterierne for, hvornår man skal mistænke nogen for at være smittet med coronavirus, også kaldet COVID-19.
Sundhedsstyrelsen godkender samtidig, at seks sygehuse kan modtage patienter på mistanke om coronavirus, og at prøver kan analyseres lokalt.
Patienter, der opfylder kriterierne for mistanke skal umiddelbart henvises til vurdering og eventuel indlæggelse på infektionsmedicinsk afdeling ved et af følgende sygehuse:
- Rigshospitalet (Blegdamsvej)
- Hvidovre Hospital
- Aarhus Universitetshospital (Skejby)
- Aalborg Universitetshospital (Syd)
- Sjællands Universitetshospital (Roskilde)
- Odense Universitetshospital (Odense).
Der er lav risiko for et udfordret sundhedsvæsen
I den forløbne uge er der set stigende antal tilfælde af coronavirus i lande udenfor Kina, herunder smittekæder i lande som Sydkorea, Iran, Japan og Italien.
Mange smittede i for eksempel Italien har ikke været i Kina, og samtidig er der set hurtig smittespredning i Italien, hvilket tyder på, at coronavirus potentielt kan sprede sig hurtigt, også i Europa.
På den baggrund vurderer Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen, at der er moderat risiko for, at vi vil se tilfælde af coronavirus med lokal smittespredning i Danmark.
Dog er vurderingen forsat, at risikoen er lav, og at der samtidig er lav risiko for, at det danske sundhedsvæsen vil blive udfordret.
»Vores strategi er fortsat at inddæmme smitten, som vi gør ved hurtigt at diagnosticere COVID-19 og behandle under isolation, samtidig med at vi vil sætte alle kræfter ind for at opspore og håndtere personer, der har haft tæt kontakt med de smittede, så de kan gå i karantæne. Med de nye retningslinjer udvider vi både kriterier for at mistænke COVID-19, og vi udvider antallet af sygehuse, der kan håndtere patienterne,« siger Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen.
Størstedelen af patienterne har kun lette symptomer
Søren Brostrøm understreger samtidig, at de seks sygehuse, der nu er godkendt af Sundhedsstyrelsen til at modtage patienter med coronavirus, alle er rustede til at behandle patienter under isolation, og at det med den nuværende viden om coronavirus ikke er nødvendigt, at det sker i de særlige højisolationsstuer på Aarhus Universitetshospital og Hvidovre Hospital.
Da ny viden om coronavirus viser, at størstedelen af patienterne kun har lette symptomer og ikke har behov for sygehusbehandling, så er der også nye retningslinjer for behandling under hjemmeisolation.
»Vi har et rigtig godt beredskab i Danmark, og det inddrager vi nu i endnu højere grad, så flere sygehuse og afdelinger deltager i det. Derfor har de fået retningslinjer, så de er forberedte på opgaven,« siger Søren Brostrøm.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Geralt / Pixabay). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.