Zand.News – Sørby Marked og andre arrangører af byfester, festivaler og markeder slipper med forskrækkelsen.
Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) reagerer nu på de mange frivillige foreningers opråb om, at det fra årsskiftet skulle blive mere besværligt for dem at holde markeder eller byfester. Det skriver Boligministeriet i en pressemeddelelse.
Reglerne for byfester, festivaler og markeder forbliver uændret
Det bliver hverken dyrere eller mere besværligt for frivillige foreninger og andre at holde markeder eller byfester, hvor kommunernes tekniske byggesagsbehandling efter planen skulle afskaffes.
Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har efter sidste uges debat om de problemer, som frivillige kræfter pludselig kan komme til at stå over for, bedt Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen om at gå reglerne efter i sømmene.
Sørby Marked i Sørbymagle ved Slagelse havde blandt mange andre udtrykt bekymring for fremtiden.
SIF-Venner, der står bag markedet, havde frygtet, at de skulle til at »skal skrabe penge sammen til private firmaer« fremfor til Sørbymagle Idrætsforening og andre klubber i Slagelse Kommune.
Læs også: Lokale markeder og stævner får det svært.
Resultatet af dette arbejde er, at reglerne for netop denne type arrangementer ikke bliver ændret, når det nye Bygningsreglement træder i kraft ved årsskiftet.
»Jeg er utrolig glad for, at de mange frivillige foreninger, der i dag gør en kæmpe indsats for at afholde disse folkelige arrangementer, fortsat kan gøre det på de samme vilkår, som gælder i dag,« siger Kaare Dybvad Bek og fortsætter:
»Set fra regeringens side er de frivillige kræfter et vigtigt omdrejningspunkt for de begivenheder og kulturelle aktiviteter, der er med til at binde befolkningen sammen ude i de enkelte lokalområder. Derfor er vi naturligvis kun optaget af, at spejderklubber, idrætsforeninger og andre kan fortsætte det gode arbejde.«
Fortsat muligt at få teknisk byggesagsbehandling hos kommunen
Boligministeren blev i sidste uge af foreningslivet for by- og markedsfester gjort opmærksom på, at afskaffelsen af den tekniske byggesagsbehandling ikke var hensigtsmæssig for netop afholdelse af markeder, byfester og festivaler, og at det i nogle tilfælde ville være alt for omkostningstungt at få brandgodkendelser af disse arrangementer.
Efter høringssvar og drøftelse med branchen og med Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen er det derfor nu besluttet, at det fortsat skal være muligt for de pågældende arrangementer at få teknisk byggesagsbehandling hos kommunen.
Det vil også være muligt at få godkendt sin dokumentation af en certificeret rådgiver, hvis den pågældende arrangør ønsker det.
Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen vil skrive ind i bygningsreglementet (BR18), at arrangører af markeder, byfester og festivaler mv. også fra den 1. januar 2020 vil kunne vælge at få foretaget teknisk byggesagsbehandling hos kommunen, som det er tilfældet i dag.
Reglerne vil således være en videreførelse af de administrative regler for de nævnte arrangementer, som de er i dag. Sikkerhedsniveauet vil ligeledes være det samme.
Det næste Sørby Marked afholdes fra den 29. maj til den 1. juni 2020. Her byder SIF-Venner indenfor til Sørby Marked for 39. gang. Følg med i kalenderen: Sørby Marked 2020.
Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen vil desuden udarbejde en række vejledninger rettet mod de forhold, som foreningslivet oplever som problematiske i forbindelse med reglerne. Vejledningerne forventes at være færdige inden årsskiftet.
For byggeri i øvrigt gælder der, at den kommunale tekniske byggesagsbehandling afskaffes som planlagt.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Katicaj / Pixabay). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.