Massiv militær aktivitet på de danske motorveje

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Zand.News – Der bliver en massiv udenlandsk militæraktivitet på de danske motorveje og jernbanenettet, når et større antal britiske, tyske og franske soldater samt køretøjer kører fra Sønderjylland til Sverige. Det vil påvirke trafiksituationen på vejene.

I øvelsen Trident Juncture i Norge træner NATO-landene et scenarie, hvor Norge er blevet angrebet af en fremmed magt. Det udløser NATO-alliancens artikel 5, der er mere kendt som musketereden, hvor NATO og samarbejdspartnere skal komme til undsætning.

Ved at kunne flytte soldater og materiel fra en ende af Europa til den anden ende hurtigt og smidigt viser NATO-landene fælles beredskab og krisehåndtering. Vi viser også NATO-landenes kollektive evne til at modsvare trusler.

Danmark bliver transitland for NATO-øvelse i Norge

England, Tyskland, Frankrig og Holland er blandt landene, som i forbindelse med øvelsen kommer til at bruge Danmark som transitland den næste måneds tid, når de skal til Norge for at deltage i øvelsen, hvor også Danmark deltager.

Det betyder, at Forsvaret i september og oktober skal støtte flere NATO-lande med at transportere soldater, materiel og køretøjer gennem Danmark.

Forsvaret støtter med blandt andet vejvisning, overvågning, indkvartering, bespisning og koordination med andre myndigheder i Danmark.

Der vil ankomme både soldater, materiel og køretøjer fra vores allierede NATO-lande via den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. Primært via motorvejsnettet, men også jernbanenettet vil blive benyttet til transporterne.

Den øgede militære tilstedeværelse på vejene kan komme til at påvirke trafiksituationen på vejene.

Når Danmark støtter blandt andet Briterne og franskmændene i deres troppetransport, så får vi også selv noget ud af det. Vi lærer at samarbejde med vigtige allierede, at sætte forsyningskæder op, så de får mad og brændstof og at gøre både transport og ophold i Danmark sikker og effektiv. Det skriver Forsvaret i en pressemeddelelse.

Gennemkørslen fortsætter frem til efterårsferien

Den massive troppetransport gennem Danmark og over Sjælland er angiveligt den største siden 1990’erne, og gennemkørslen fortsætter frem til efterårsferien.

»De starter for alvor gennemkørslen i Danmark torsdag og fredag og holder så pause i weekenden, før det går løs igen gennem det meste af næste uge frem mod efterårsferien,« siger oberstløjtnant Carsten Michael Freund Møller til Ritzaus Bureau ifølge TV ØST.

Øvelsen finder sted i hele Norge fra den 25. oktober til den 7. november 2018.


Genrefoto: Uldis Zile / iStock.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.