Zand.News – Der er stor forskel på kræftudredningen til patienter, der ikke passer ind i kræftpakkerne. Kun halvdelene af kræftpatienterne henvises til et kræftpakkeforløb fra starten af.
Uspecifikke symptomer fører ikke til kræftpakkeforløb
Danmark bliver ofte fremhævet som et forbillede i forhold til udredning af kræftpatienter. Succesen skyldes ikke mindst de såkaldte kræftpakkeforløb. Men kun omkring halvdelen af danske kræftpatienter bliver henvist til et kræftpakkeforløb fra starten af.
Patienter med symptomer, der er for vage eller for uspecifikke til at udløse en kræftpakke, bliver enten udredt hos deres egen læge eller i et diagnostisk pakkeforløb. Det skriver VIVE i en pressemeddelelse.
Konsekvensen er stor forskel i kvaliteten på kræftforløb
VIVE har undersøgt de to udredningsveje uden for kræftpakkerne for medicinal- og diagnostikvirksomhederne Bristol-Myers Squibb og Roche. Undersøgelsen viser, at der er stor variation i den udredning, som patienterne tilbydes.
»Der er stor forskel på, hvilke patienter der henvises til de forskellige udredningsforløb, hvad disse forløb indeholder, og hvornår de afsluttes. Konsekvensen er stor forskel i kvaliteten på de forløb, patienterne tilbydes, og at lægerne mister overblikket. Sidst, men ikke mindst, så gør de uens forløb det svært at monitorere området og sammenligne udredningsforløbene på tværs af sygehuse og regioner,« forklarer VIVE-forsker, Amalie Martinus Hauge.
Både Kræftplan III fra 2011 og regeringens strategi “Jo før jo bedre” fra 2014 har fokus på at forbedre mulighederne for at udrede patienter uden for kræftpakkerne. Men rapporten peger på, at der stadig er et stykke vej til det politiske mål om en tidlig, effektiv og ensartet kræftudredningsindsats.
Læs rapporten på: vive.dk.
(Genrefoto: jarmoluk / Pixabay).
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.