Mange frisører skal tilbagebetale corona-hjælpen

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Zand.News – Mange virksomheder troede, at tvangsnedlukningen var en selvstændig periode, hvor der udbetales 100 procent kompensation. Det er det ikke, så nu ender de med at tabe penge, og de fik ingen vejledning.

Hver tredje frisør, der oplevede et 100 procent omsætningsfald under tvangsnedlukningen på grund af corona-krisen, risikerer nu at skulle tilbagebetale den modtagende kompensation til selvstændige.

Det er helt urimeligt, for loven og vejledning fra myndighedernes side er så uklar og misvisende, at virksomhederne ikke kunne tro andet end, at de har fulgt reglerne. Det mener SMVdanmark, og det uddyber de i en pressemeddelelse.

Kunderne stod i kø, og frisørerne tog hurtigt fat

Da de liberale erhverv fik lov at slå dørene op igen efter fem ugers tvungen corona-nedlukning, tog frisørerne fat, for kunderne stod i kø efter at få deres frisurer tilbage.

Men hvor deres ansatte blev belønnet med 50 procent i overarbejdsbetaling for den ekstra indsats, er belønningen til de selvstændige selv, at staten nu kræver, at de betaler den kompensation, de har modtaget under tvangsnedlukningen, tilbage.

Det vil ramme hver tredje af de frisører, der mistede al omsætning under tvangsnedlukningen, viser en analyse fra SMVdanmark.

Tvangsnedlukningen var ikke en selvstændig periode

På virksomhedsguiden.dk, som er dér, virksomhederne er blevet henvist til for at finde information og ansøge om hjælpepakker, har der gennem hele perioden været følgende vejledning, udformet som spørgsmål/svar:

Spørgsmål: Jeg har haft forbud mod at holde åbent. Kan jeg få 100 procent kompensation? Svar: Ja, hvis din virksomhed har været omfattet af forbuddet mod at holde åbent, kan du få 100 procent kompensation i netop den periode. I den resterende del af kompensationsperioden kan du få 90 procent kompensation, dog stadig maksimalt 23.000 kroner pr. måned.

Reglerne er skruet sådan sammen, at virksomhederne skal havde haft en omsætningsnedgang på mindst 30 procent for at få del i hjælpepakken.

Men på baggrund af ovenstående vejledning fra Erhvervsstyrelsen har virksomhederne opfattet perioden, hvor de var tvangsnedlukket, som en selvstændig periode, hvor der, som det fremgår, udbetales 100 procent kompensation.

Præcis som det gælder for en anden hjælpepakke – den for faste omkostninger – som de også har kunnet søge.

Erhvervsstyrelsen svarede først efter halvanden måned

Erhvervsstyrelsen mener, at omsætningen skal være faldet i en langt længere periode end nedlukningsperioden, nemlig frem til et godt stykke ind i juni, for at få støtte.

Dermed svier det til frisørerne, at de arbejdede 60 timer eller mere om ugen i perioden umiddelbart efter åbningen, fordi mange af dem nu ikke længere kan leve op til kravet om, at omsætningen skal være faldet med mindst 30 procent over den samlede periode.

»Da frisørerne endelig fik lov at tage sig af de mange kunder, der havde ventet med længsel på at blive klippet, knoklede de løs, indkaldte ekstra mandskab, udbetalte overarbejdsbetaling og søn- og helligdagstillæg. Mange solgte hårprodukter med stor rabat for at få gang i butikken og for at hjælpe producenterne,« siger Jakob Brandt og fortsætter:

»Så deres omsætning steg, men deres overskud fra al det arbejde steg slet ikke i samme omfang. Resultatet af deres hårde arbejde er, at i mange tilfælde ender deres samlede omsætningsfald måske “kun” på 25-27 procent, og så har de ikke længere krav på hjælpepakken og skal betale tusindvis af kroner tilbage. Vi har eksempler på frisører, der har tjent et par tusind kroner over grænsen på de 30 procent og nu skal betale 69.000 kroner tilbage. Det er helt og aldeles urimeligt.«

SMVdanmark har rykket mange gange, helt tilbage fra april, for at få Erhvervsstyrelsen til at bekræfte, at den tvangsnedlukkede periode skulle forstås som en selvstændig periode præcis som med ordningen for faste omkostninger.

Men styrelsen svarede først efter halvanden måned, og dér var det for sent for frisørerne at indrette sig efter de nye retningslinjer. Det oplyser SMVdanmark i pressemeddelelsen.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Andreonegin / iStock). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.