Zand.News ─ Omkring 139.000 faglærte har rundet 60 år og har dermed udsigt til at gå på pension inden for de næste 10 år. Samtidig fravælger langt de fleste unge at uddanne sig til tømrer, murer og snedker.
Alt for få unge vælger at uddanne sig til for eksempel tømrer, murer eller snedker, når de er færdige med 9. eller 10. klasse.
Samtidig er mange ældre håndværkere på vej på pension. Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.
Markant mangel på kvalificerede håndværkere
Unge i 9. og 10. klasse skal senest den 1. marts 2020 beslutte, hvilken vej de vil gå, når de er færdige med grundskolen. Sidste år var det kun hver femte, der valgte at søge ind på en erhvervsuddannelse. Det bekymrer Dansk Byggeri.
Godt 139.000 faglærte har nemlig rundet 60 år, og det betyder, at de har udsigt til at gå på pension inden for de næste 10 år. Det står i stærk kontrast til, at langt de fleste unge vælger at gå på gymnasiet efter folkeskolen.
»Vi kommer til at opleve en markant mangel på kvalificerede faglærte, når de ældre årgange bliver pensionerede,« siger underdirektør i Dansk Byggeri Louise Pihl og fortsætter:
»Mere end hver femte bygge- og anlægsvirksomhed oplever allerede nu, at deres produktion bliver begrænset, fordi de mangler medarbejdere. Derfor er vi nødt til at tiltrække flere til branchen.«
Nødvendigt med ambitiøse mål og større indsats
Kommunerne er fra i år forpligtet til at sætte mål for søgningen til erhvervsuddannelserne.
Dansk Byggeri opfordrer kommunerne til at være ambitiøse og til samtidig at gøre en endnu større indsats for at informere de unge og deres forældre om erhvervsuddannelserne og dermed få flere unge til at søge.
»Vi håber at kommunerne vil sætte fornuftige og ambitiøse mål for overgangen fra folkeskolen til erhvervsuddannelserne. Og at de vil lægge konkrete planer for, hvordan målene nås,« siger Louise Pihl og fortsætter:
»Der findes så mange gode muligheder, hvor børn og unge kan få lov til at prøve, hvad det vil sige at arbejde i en byggevirksomhed. Blandt andet står virksomheder over hele landet klar til at samarbejde med skolerne og vise deres fag frem til de kommende generationer.«
Gode fremtidsmuligheder i bygge- og anlægsbranchen
Der er rigtig gode fremtidsmuligheder i bygge- og anlægsbranchen, hvor man får lov til både at bruge hænderne og hovedet og til at udfolde sig kreativt.
Samtidig er der løn under uddannelsen og gode jobmuligheder, lige som mange bliver selvstændige eller videreuddanner sig til for eksempel ingeniør eller bygningskonstruktør.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Jacob Lund / iStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.