Zand.News – Politiet holder øje med skolevejene fra mandag 6. til og med fredag 10. januar 2020.
Her i uge 2 vil alle landets politikredse gennemføre færdselskontrol på skolevejene. Det skal gøre vejene mere sikre og være med til at forebygge, at børn og unge kommer til skade, når de går eller cykler til og fra skole. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Dårlig sigtbarhed gør det ekstra vigtigt at være opmærksom
Der køres for stærkt på mange skoleveje, hvilket skaber utryghed og farlige situationer for de mange børn, der færdes på vejene.
Derfor sætter politiet ind med en landsdækkende kontrol på landets skoleveje fra mandag 6. til og med fredag 10. januar 2020. Da politiet i samme periode i januar 2019 kontrollerede trafikanterne på skolevejene, blev mere end 3.000 bilister sigtet for at køre for stærkt.
»Det er vigtigt at køre hensynsfuldt på skolevejene, hvor tusindvis af børn færdes hver dag. Vi stopper desværre alt for mange bilister, der har glemt at bruge sele på dem selv og deres barn. Rigtig mange af bilisterne kører også for stærkt, og for høj fart er involveret i mange trafikulykker,« siger Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, og fortsætter:
»Netop nu, hvor det er mørkt, og sigtbarheden er dårlig i morgen og eftermiddagstimerne, er det ekstra vigtigt at være opmærksom og overholde fartgrænserne. Derfor gennemfører vi kontroller på skolevejene i den kommende uge for at passe på skolebørnene.«
Tjekker også, om cyklende skolebørn overholder reglerne
Under kontrollerne vil politiet også holde øje med, om de cyklende skolebørn overholder færdselsreglerne og passer på sig selv i trafikken. Politiet vil for eksempel tjekke, om børnene taler i håndholdt mobiltelefon, mens de cykler, har husket cykellygterne, og om de går eller cykler over for rødt.
Tal fra vejdirektoratet viser, at 10 gange så mange 16-årige kommer til skade eller bliver dræbt i trafikken som 6-årige.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.