Artiklen er opdateret for 6 år siden.
Fædre tager i gennemsnit 31 dages barselsorlov, mens kvinder tager 298 dages barselsorlov. Nu vil ligestillingsministeren have flere mænd på orlov.
Udviklingen i andelen af den samlede orlov, som fædre tager, har stort set stået stille de sidste mange år. Det betyder, at fædrene i gennemsnit tager mindre end 10 procent af den samlede orlov. Men undersøgelser viser, at omkring 40 procent af mændene ønsker at tage mere orlov end de gjorde.
»Der er i dag fleksible rammer for, at familierne kan fordele orloven, så det passer til deres behov og familie. Men vi kan se, at fædrene alligevel ikke tager meget orlov. Det ærgrer mig i den grad. Fædreorlov er godt for både barnet og for far. Vi skal have fjernet de barrierer, der stopper fædrene. Derfor har vi sat gang i Aktion Fars Orlov,« siger ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V).
Fædre mangler viden om deres rettigheder
Et af initiativerne under Aktion Fars Orlov er en ansøgningspulje på 1 millioner kroner. Formålet med puljen er at give støtte til aktiviteter, der styrker oplysningen til særligt mænd om deres muligheder og rettigheder i forbindelse med orlov samt skaber debat om fædres brug af orlov.
»Vi spiller i kampagnen på mange heste. Vi har haft fat i mændene, arbejdsgiverne og mødrene. Noget af det, der står klart, er dog, at mange fædre simpelthen mangler viden om deres rettigheder og muligheder for at tage orlov. Derfor sætter vi nu med denne ansøgningspulje fokus på at skabe debat om fædres orlov rundt omkring i landet og oplyse særligt fædrene om mulighederne for orlov,« siger Eva Kjer Hansen.
Puljen vil have et særligt fokus på projekter og aktiviteter i forhold til de grupper, brancher og dele af landet med videre, hvor mænd holder mindst orlov.
Fædre, der arbejde i mandsdominerede brancher, holder for eksempel 5 dages mindre orlov end gennemsnittet. Mens mænd med en lang videregående uddannelse holder dobbelt så lang orlov som mænd med en erhvervsfaglig uddannelse.
Endelig så holder fædre i København gennemsnitligt cirka 30 procent længere orlov end resten af landet, mens fædre i Esbjerg holder 20 procent kortere orlov en landsgennemsnittet.
Fakta og tal om fædreorlov og mødreorlov
- I 2015 holdt dagpengeberettigede mødre i gennemsnit 298 dages orlov og fædre 31 dage.
- 43 procent af mænd, der blev fædre i 2015, holdt kun 14 dages fædreorlov. Det har været nogenlunde stabilt fra 2008.
- Fædre ansat i mandedominerede brancher holder 5 dages mindre orlov end gennemsnittet.
- Fædre bosiddende i Hovedstadsområdet med en lang videregående uddannelse holder 51,5 dages orlov.
- Omkring 40 procent mænd ville gerne have holdt længere orlov.
- Der er mange forskellige grunde til, at fædre undlader at tage orlov, noget handler om økonomi, men en del handler om kultur både på arbejdspladsen og i familien.
- Endvidere peger undersøgelser på, at nogle mænd mangler viden om deres rettigheder.
Kilde: Udenrigsministeriet.
Genrefoto: BarnabyChambers / iStock.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.