Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Zand.News – Fremover skal alle rejsende over 12 år i den kollektive trafik, færger og taxi bære mundbind eller visir. Reglerne træder i kraft lørdag den 22. august.
På baggrund af Sundhedsstyrelses anbefalinger indfører regeringen nu krav om mundbind eller visir i al offentlig og privat kollektiv transport, taxi og færger. Det skriver flere ministerier i en pressemeddelelse.
Det er ikke længere op til en selv at vurdere behovet
Fremover skal alle rejsende over 12 år i den kollektive trafik, færger og taxi bære mundbind eller visir. Kravet gælder også de ansatte, der har passagerkontakt.
Det har regeringen besluttet på baggrund af, at Sundhedsstyrelsen nu anbefaler krav om mundbind i den kollektive transport i hele landet og på alle tider af døgnet.
Hvordan er reglerne?
Kravet om mundbind eller visir gælder alle passagerer over 12 år.
Nogle voksne vil af helbredsmæssige årsager kunne være undtaget fra kravet om mundbind eller visir. Kravet omfatter passagerer i busser, tog, metro, letbaner, samt flextrafik, flextur og på bus- og togstationer, metrostationer og ved letbanestoppesteder samt letbane stationer.
Kravet omfatter også passagerer i den private kollektive trafik, herunder fjernbusser, færger og privat taxikørsel.
Kravet om enten mundbind eller visir gælder også for medarbejderne herunder buschauffører og billetkontrollører, når de er i kontakt med rejsende/kunder.
Befinder medarbejderne sig i et aflukke, hvor passagerne/kunderne ikke har adgang, for eksempel i førerrummet på et tog, er der ikke krav om at bære værnemidler.
Transportvirksomhederne vil indføre rejseregler om, at rejsende skal bære mundbind i transportmidler og på stationer med videre, og vil afvise passagerer der ikke lever op til kravet.
Såfremt en passager skulle nægte at forlade transportmidlet, vil det blive håndteret af politiet.
Det landsdækkende krav svarer i store stræk til den ordning der for tiden gælder i kollektiv trafik i Aarhus og de omkringliggende kommuner.
»Jeg er meget tilfreds med Sundhedsstyrelsens nye anbefaling, for den vil gøre livet lettere og mere trygt for passagerne i den kollektive trafik,« siger transportminister Benny Engelbrecht (S) og fortsætter:
»Det er ikke længere op til den enkelte at vurdere, om der er så meget trængsel, at man bør tage mundbind på. Det er bare sådan det er. Vi ved fra mange af vores nabolande, at selvom det kan føles lidt særpræget de første par minutter, så vænner man sig i reglen hurtigt til det.«
Det er trafikselskabernes opgave at håndhæve reglerne
Reglerne træder i kraft lørdag den 22. august, og der vil blive udarbejdet en detaljeret bekendtgørelse inden da. Det er dog opfordringen, at man allerede nu bruger mundbind eller visir på sin rejse.
Når kravet træder i kraft, bliver det op til trafikselskaberne at håndhæve reglerne på samme måde, som de fører billetkontrol. Hvis ikke passagererne bærer mundbind eller visir, vil man ikke kunne komme med, eller man vil blive bortvist fra transportmidlet.
Læs også: Netto, Bilka og mange andre med lav pris på mundbind.
»Vi har gennem de seneste måneder set, at danskerne har lyttet til myndighederne, og det er jeg helt sikker på, at man også vil nu. Vi har også en god dialog med transportselskaberne og de faglige organisationer, og jeg forventer, at alle gør deres yderste, så omstillingen til den nye hverdag bliver så enkel som mulig,« siger ministeren og fortsætter:
»Der vil være mange spørgsmål, og det vil vi afklare løbende. For langt de fleste er det dog meget enkelt at bruge et mundbind eller visir, og dermed være med til at skabe en tryg afvikling af trafikken.«
Øget aktivitet og øget trængsel har øget smittetrykket
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) tilføjer, at den øgede aktivitet og øgede trængsel har medført et større smittetryk i flere byer:
»Vi oplever, at øget aktivitet og øget trængsel har medført et større smittetryk i flere byer. Selv om smitten er centreret i visse kommuner, kan vi også se, at antallet af kommuner, der har smitten, er steget de seneste uger,« siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) og fortsætter:
»Derfor opgraderer vi med et krav om mundbind i den kollektive trafik. Værktøjerne er forskellige, afhængigt af udbruddets karakter. Vi er sammen med myndighederne klar med, hvad der skal til, for at stoppe smittekæderne. Ikke mindst for at skåne de særligt sårbare danskere, som er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb som følge af COVID-19.«
Læs også: Gode råd om brug af stof- og CE-mundbind.
Øverst: Genrefoto. (Achisatha Khamsuwan / iStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.