Kommunernes Landsforening bekymret for dele af ghettoaftalen

(Artiklen er udgivet for omkring 7 år siden). 

Artiklen er opdateret for 7 år siden.

Kommunernes Landsforening hilser de politiske aftaler om at bekæmpe parallelsamfund velkomne. Men udtrykker bekymring for finansieringen, tidshorisonten og statens eventuelle indblanding.

Formanden for Kommunernes Landsforening (KL), Jacob Bundsgaard (S) hilser de politiske aftaler om at bekæmpe parallelsamfund velkomne. Men det bliver meget dyrt for kommunerne at omdanne en lang række boligområder inden 2030.

»Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at bekæmpe ghettoer og parallelsamfund. Det er en udfordring, kommunerne har arbejdet med i mange år. Og derfor hilser KL det også velkomment, at der nu begynder at tegne sig et billede af, hvor de politiske aftaler om bekæmpelse af parallelsamfund lander,« siger Jacob Bundsgaard.

Generelt er KL tilfreds med, at kommunerne får nye redskaber ved blandt andet at kunne give boligorganisationerne påbud om at iværksætte indsatser mod parallelsamfund.

Men Jacob Bundsgaard mener, at 6 måneder er alt for kort tid til at udarbejde planer for så gennemgribende ændringer, som aftalen lægger op til. Og så er han stærkt bekymret for finansieringen af de initiativer, som aftalen lægger op til.

»Det er en kolossal opgave for kommunerne, når de skal udarbejde helhedsplaner og inden 2030 have omdannet disse boligområder. Og det vil kræve voldsomme investeringer, når der skal bygges nyt og genhuses i boliger, der er dyrere. Hvis der skal bygges nyt til for eksempel halvdelen af borgerne i boligerne, der skal omdannes, vil det koste over en milliard kroner. Det er så vidt, vi kan se, ikke noget, der er afsat midler til, og det er stærkt bekymrende,« siger Jacob Bundsgaard.

Afgørende at staten ikke blander sig unødigt

Jacob Bundsgaard finder det også afgørende, at staten ikke blander sig unødigt. Hvis man ønsker varige og holdbare løsninger, bør de basere sig på de positive indsatser, der allerede er iværksat i mange kommuner:

»Derfor giver det absolut heller ikke nogen mening at lægge op til, at staten skal overtage opgaver og beslutningskompetence, der i dag ligger lokalt. Det gælder for eksempel tanken om, at en minister skulle kunne overtage ansvaret for at afvikle et boligområde eller lukke skoler, sådan som det indgår i dagens aftaler,« siger Jacob Bundsgaard.

Det skriver KL i en pressemeddelelse, som blev udsendt i sidste uge, da Regeringen (Venstre, Liberal Alliancen og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti indgik en aftale om ghettoområder i Danmark.

I Slagelse Kommune er det især BoligKorsør, der administrerer Motalavej, som udtrykker bekymring for at kunne omdanne området og genhuse beboerne. FOB, som administrerer Ringparken, mener derimod, at de kan tilpasse deres nuværende Vision Ny Ringby 2025.

Læs også: Familieboliger i ghettoer skal nedbringes til højst 40%


Genrefoto: macdeedle / Pixabay

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.