Zand.News – Juleferien kan være et godt tidspunkt for behandling af skoleelever, studerende og familier, som har problemer med fnat.
Fnat er træls, der er kommet mere af det, og det kan være svært at komme miden til livs i en travl hverdag med skole, institution og arbejde.
Men om få dage går de fleste på juleferie, og ferien kan være en god mulighed for at komme smitten til livs. Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Fnat er ufarlig, men generende og svær at bekæmpe
Fnat er en ufarlig, men meget generende sygdom, der kan være svær at bekæmpe, når først udbruddet er startet. Sundhedsstyrelsen har tidligere i år sendt materialer til efterskoler om, hvordan de kan håndtere fnatudbrud, fordi problemet typisk er størst her.
»Vi kan se, at problemet med fnat også er stigende på ungdomsuddannelserne, derfor sender vi målrettet information direkte ud til alle ungdomsuddannelserne efter nytår,« siger overlæge Bolette Søborg og fortsætter:
»Vi vil gerne være sikre på, at de ved, hvordan man forebygger og behandler fnat, så de kan bistå eleverne og deres familier og forhindre smitte spredes på skolen.«
Juleferien er et godt tidspunkt for fnatbehandling
Materialet til ungdomsuddannelserne består af fakta om fnat, hvilke symptomer man skal holde øje med, og hvordan man smitteopsporer, behandler og forebygger spredning af sygdommen, når udbruddet er konstateret.
Fakta og information om fnat
Vær opmærksom på symptomer: Pludselig intens kløe, som er værst ved sengetid og udslæt med små vabler, som især ses ved den tynde hud mellem fingrene, på fingre ved håndled, albuer, bryst og i skridtet.
Bliv undersøgt af din læge, hvis du har mistanke om fnat.
Hvis du er smittet, bør du vaske dit tøj, håndklæder og sengetøj ved minimum 60 grader. Tøj og andet, der ikke tåler vask på 60 grader, kan lægges i en lukket plasticpose i minimum 3 dage og gerne op til en uge.
Hvis du får konstateret fnat, er det vigtigt, at du kontakter alle dine tætte kontakter igennem de seneste to måneder, fordi de også skal behandles.
Behandling sker normalt ved grundig indsmøring med creme, der indeholder permenthrin 5%, som smøres på hele kroppen. For den, der har fået konstateret fnat, gentages behandlingen efter 7 dage. For tætte kontakter, der ikke har fået konstateret fnat, er en behandling nok.
Selvom kløen kan fortsætte op til 6 uger efter gennemført behandling, anses man som smittefri 8-12 timer, efter behandlingen er påbegyndt (hvis denne udføres korrekt).
(Kilde: Sundhedsstyrelsen).
Det bliver blandt andet forklaret, hvad “tætte kontakter” dækker over, hvordan behandlingen foregår, og hvordan personer, der har fnat, gør deres hjem og genstande ordentligt rene, så de kan undgå gen-smitte. Informationerne kan med fordel bruges af både private og skoler.
»Vi vil dog gerne allerede nu gøre opmærksom på, at juleferien kan være et rigtig godt tidspunkt for familier, som har problemer med fnat, til at sætte alle i familien i behandling,« siger Bolette Søborg og fortsætter:
»Hvis alle gør en indsats, er der en chance for, at vi kan komme plagen til livs, inden vi alle igen møder i skolen eller på arbejdspladsen efter nytår.«
Lægemiddelstyrelsen har netop gjort det nemmere for praktiserende læger at ordinere medicin til behandling af fnat, der kan anvendes, når cremen ikke virker.
Behandlingen kommer fra udlandet og praktiserende læger har tidligere skulle ansøge om tilladelse af Lægemiddelstyrelsen hver gang de ville ordinere medicinen til en patient. Nu kan de i stedet ansøge Lægemiddelstyrelsen om en generel tilladelse en gang for alle.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Tharakorn / iStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.