Zand.News – 23 procent af de 17-24-årige og 25 procent af de 25-35-årige har kørt med i en bil, selvom de havde mistanke om, at chaufføren havde drukket for meget.
Hver 10. har inden for det seneste år været passager i en bil, hvor de havde mistanke om, at føreren havde drukket mere end tilladt.
Problemet er størst blandt de unge, viser en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden. Det skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.
Flere spritulykker om sommeren end i julemånederne
Fra nu og til slutningen af juli sætter Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og 64 kommuner, herunder Slagelse, Sorø, Ringsted og Næstved, fokus på spritbilister på vejene med en landsdækkende kampagne mod spritkørsel.
Emnet er ekstra aktuelt lige nu, da der sker flere spritulykker med personskade i juni og juli end for eksempel i november og december, viser tal fra Vejdirektoratet.
I forbindelse med spritkampagnen “Der er mange måder at stoppe spritkørsel på. Hvad er din?” er 4.519 personer blevet spurgt, om de har kørt med som passager, hvor de havde en mistanke om, at føreren havde drukket mere end tilladt. Det svarer hvert tiende ja til.
Ser man på aldersgrupperne, viser det sig, at der er en særlig udfordring blandt de unge. 23 procent af de 17-24-årige og 25 procent af de 25-35-årige har kørt med på trods af mistanke om, at føreren havde drukket for meget.
»Spritkørsel er meget risikabelt og kan have fatale følger, hvis man kommer ud for en ulykke,« siger Michelle Laviolette, der er seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik, og fortsætter:
»Så hvis man er i tvivl, om føreren er ædru, skal man ikke køre med. I stedet bør man overtale chaufføren til at komme videre på en anden måde. Hvis bilisten bliver stoppet af politiet, kan en dom desuden have alvorlige konsekvenser. Det kan man bruge som argument til at lade bilen stå.«
Bedst at planlægge på forhånd, hvordan I kommer hjem
Den bedste måde at forebygge spritulykker på er ved at planlægge på forhånd, hvordan man kommer sikkert hjem efter middagen, festen eller strandturen, hvis man regner med, at der skal drikkes alkohol.
I december til de mange julefrokoster er danskerne generelt gode til at lade bilen stå hjemme, da alle ved, at der med garanti bliver drukket alkohol. Det kniber mere om sommeren, hvor der er mange uformelle og impulsive sammenkomster, hvor man kører i bil ud til stranden, sommerhuset eller besøger venner, der inviterer til grill på terrassen.
Måske forventer man ikke at drikke så meget, men en genstand bliver hurtigt til flere, og man kan miste overblikket over, hvor meget man har fået. Derfor er det vigtigt altid at aftale på forhånd, hvem der ikke drikker alkohol og kører hjem.
»Hvis man før middagen eller festen udpeger en chauffør, der har tjansen med at køre hjem, så mindsker man risikoen for at der bliver kørt spritkørsel,« siger programchef René Højer fra TrygFonden og fortsætter:
»Samtidig kan man hjælpe vedkommende, hvis man serverer for eksempel alkoholfri øl eller andre drikkevarer uden alkohol i løbet af aftenen, så vedkommende stadig er med i hyggen, men ikke bliver påvirket af alkohol.«
Øverst: Pressefoto. (Foto: Rådet for Sikker Trafik). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.