Kandidatlister til EP-valg 2019 er klar

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Zand.News – Kandidatlister og kandidater til Europa-Parlamentsvalget søndag den 26. maj 2019 er nu offentliggjort.

Fristen for at indlevere kandidatlister til Europa-Parlamentsvalget er udløbet. Derfor ved vi nu, hvem der skal på stemmesedlen til valget. Det skriver Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Kun én valgkreds til Europa-Parlamentsvalget

Kandidatlister og kandidater til Europa-Parlamentsvalget søndag den 26. maj 2019 er i dag blevet offentliggjort.

Der er kun én valgkreds til Europa-Parlamentsvalget. Det betyder, at alle partier og kandidater er på stemmesedlen i hele Danmark, og at alle vælgere kan stemme på de samme partier og kandidater.

Læs kandidatlisten på: valg.oim.dk (pdf).

Der er anmeldt valgforbund mellem kandidatlisterne for følgende partier:

  • Socialdemokratiet og SF – Socialistisk Folkeparti
  • Radikale Venstre og Alternativet
  • Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre, Danmarks Liberale Parti
  • Folkebevægelsen mod EU og Enhedslisten – De Rød-Grønne.

Der er valg til Europa-Parlamentet hvert femte år. Der vælges 14 medlemmer af Parlamentet i Danmark, men det 14. mandat tiltræder først, når Storbritannien udtræder af EU.

Det er muligt at brevstemme i alle kommuner

Hvis du allerede har brevstemt og nu ønsker at ændre din stemme, kan du brevstemme igen. Det er så din nyeste brevstemme, der tæller. Hvis du har brevstemt, kan du ikke stemme på valgdagen.

Du kan brevstemme i en hvilken som helst kommune her i landet – også i en kommune, hvor du ikke bor. Du kan brevstemme til og med torsdag den 23. maj 2019.

Øverst: Plenarsalen. (Foto: Europa-Parlamentet). Note/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.