Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Zand.News – »Vi var sidste år vidner til vanvittige episoder, hvor tankeløse og afstumpede personer affyrede fyrværkeri mod sagesløse mennesker på gaden eller mod politi og brandvæsen, som blot passede deres arbejde,« siger justitsministeren.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) lancerer i dag tre nye initiativer, der skal sætte ind over for affyring af fyrværkeri mod personer og anden tilsvarende farlig og utryghedsskabende adfærd.
Initiativerne præsenteres blandt andet på baggrund af flere episoder fra jul og nytår 2019, hvor der blev skudt med fyrværkeri mod politi, brandfolk og almindelige borgere. Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
Strafskærpelse og ny bestemmelse i straffeloven
I december sidste år var vi vidne til cirka 250 alvorlige episoder, hvor fyrværkeri blev brugt til at beskyde politiet, beredskabsfolk og i enkelte tilfælde tilfældige folk på gaden.
Det kan forhindre politi og brandvæsen i at komme frem til vigtige opgaver og i værste fald være direkte livsfarligt for de personer, der beskydes. Justitsministeren varslede derfor en skærpet indsats og bad Rigsadvokaten om at se på det strafferetlige værn mod disse episoder.
Regeringen ønsker at komme den utryghedsskabende adfærd i det offentlige rum til livs, og derfor præsenterer justitsminister Nick Hækkerup i dag tre nye initiativer:
- Ny selvstændig bestemmelse i straffeloven (§ 119 b) om angreb med genstande (herunder sten og fyrværkeri) på personer i offentlig tjeneste eller hverv for at understrege forbrydelsens alvor. Samtidig skærpes straffen med en tredjedel. Det betyder, at det, der i dag giver 6 måneders fængsel, fremover skal takseres til 8 måneder i stedet.
- Strafskærpelse på en tredjedel for overtrædelse af straffelovens § 252 om forvoldelse af fare for nogens liv eller førlighed ved affyring eller kast af genstande mod andre (herunder sten og fyrværkeri).
- Forstærket indsats fra politiet i risikoperioden, der sikrer en tidligere og fokuseret forebyggende indsats i de særligt berørte områder.
Regeringen vil den utryghedsskabende adfærd til livs
»Vi var sidste år vidner til vanvittige episoder, hvor tankeløse og afstumpede personer affyrede fyrværkeri mod sagesløse mennesker på gaden eller mod politi og brandvæsen, som blot passede deres arbejde,« siger Nick Hækkerup og fortsætter:
»Regeringen har varslet et opgør med utryghedsskabende adfærd i det offentlige rum, og første skridt bliver strafskærpelser og en intensiveret indsats fra politiets side på dette område. Vi sender nu et klart signal om, at stenkast og affyring af fyrværkeri mod personer er langt over grænsen for, hvad vi som samfund vil acceptere.«
Regeringen vil fortsat have fokus på at styrke indsatsen mod utryghedsskabende adfærd yderligere.
De to første initiativer udmøntes i et lovforslag, der nu sendes i høring. Lovforslaget forventes at træde i kraft 15. december forud for fyrværkerisalget.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Steen Brogaard / Folketinget). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.