Illegale stoffer skyld i omkring 250 dødsfald årligt

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Illegale stoffer bliver stærkere og farligere. Samtidig er der meget stor variation i renheden, og det gør stofmarkedet uforudsigeligt.

De illegale stoffer på markedet er blevet stærkere gennem de senere år, og dermed er risikoen for forgiftning og dødsfald steget. Desuden er variationen i stoffernes renhed stor, hvilket gør effekten uforudsigelig og risikoen for overdosering større. Det oplyser Sundhedsstyrelsen.

Selvom antallet af nye stoffer samlet set er faldende, er der fortsat meget farlige stoffer i omløb på markedet. Det viser overvågningen af narkotika på gadeplan og nye psykoaktive stoffer, som Sundhedsstyrelsen udfører i samarbejde med Rigspolitiet, SKAT og de retsmedicinske institutter.

Renheden i de mere kendte illegale stoffer, som kokain og ecstasy, er steget, og stofferne er dermed blevet stærkere. Samtidig er der meget stor variation i renheden, og det gør stofmarkedet uforudsigeligt.

»Det er et farligt stofmarked derude. Jo stærkere et stof er, jo større er risikoen for skader, og det gælder både risikoen for en akut forgiftning, og udvikling af psykiske komplikationer og psykose. Når der så også ses en stor variation i renheden, øges risikoen for overdoseringer yderligere, og kan medføre forgiftninger og dødsfald,« siger Kari Grasaasen, chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

Forskel i effekt øger risikoen for overdosering

Renheden i kokain er på det højeste niveau i mere end 20 år og var i gennemsnit på 60 procent i 2017 på landsplan. Til sammenligning var renheden i kokain i gennemsnit 37 procent i 2015 og 55 procent i 2016. Variationen i renheden varierer desuden meget, mellem 6 og 89 procent i 2017, hvilket betyder, at der også er stor forskel i effekten ved indtag hos brugerne og dermed større risiko for overdosering.

Også i den ecstasy, der er på markedet, er styrken steget det seneste år. I 2017 er der fundet tabletter med 233 milligram MDMA (det aktive stof i ecstasy). Den gennemsnitlige renhed i ecstasy-tabletterne i 2017 er 155 milligram, hvilket er meget højt sammenlignet med tidligere år.

»Der er ikke sammenhæng mellem tabletternes fysiske størrelse og renhed, og samme udseende tabletter i forhold til logo og form kan have helt forskelligt indhold. Samtidig dukker der også nye, farlige stoffer op, og på den måde er markedet uforudsigeligt,« pointerer Kari Grasaasen.

Dødsfald skyldes opioider såsom heroin og metadon

Illegale stoffer er årligt skyld i omkring 250 dødsfald. Ud af disse skyldes 80 procent en forgiftning (overdosis). Langt de fleste af forgiftningsdødsfalden relateres til forgiftning med opioider, såsom heroin og metadon. Der er ofte tale om et blandingsbrug blandt dem, der dør, da der påvises i gennemsnit 4-5 stoffer i dødsfaldene.

Igennem en relativt kort periode er der desuden set ophobning af dødsfald med de meget potente nye illegalt producerede fentanyl-analoger. Fentanyl-analogerne kan være op til 75-10.000 gange så stærke som morfin.

Læs også: 15-årig dreng død af amfetamin-lignende stof


Modelfoto: Artem_Furman / iStock

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.