Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Zand.News – Sommertiden ophører i nat, når kl. 03.00 bliver til kl. 02.00.
Dette års sommertid ophører natten mellem lørdag den 30. oktober og søndag den 31. oktober 2021. Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Det betyder blandt andet, at man skal være opmærksom, hvis man planlægger at rejse i tog, mens tiden pludselig skifter.
Kl. 03.00 bliver kl. 02.00 søndag den 31. oktober
Natten til søndag den 31. oktober 2021 skifter vi fra sommertid til vintertid. Det vil sige, at klokketiden søndag den 31. oktober 2021 kl. 03.00 ændres til kl. 02.00.
Europa-Kommissionen har i september 2018 foreslået at afskaffe det halvårlige skift. Forhandlingerne i Ministerrådet har ligget stille under de seneste EU-formandskaber og har derfor ikke resulteret i en enighed blandt medlemslandene. Derfor er det usikkert, om det kommer til at ske.
Havemøblerne stilles tilbage sammen med tiden
Sommertid, som vi nu forlader, er en justering af tidsangivelsen i forhold til normaltid, som de fleste kalder for vintertid. Urene stilles med andre ord en time frem i sommerhalvåret, men stilles tilbage til normaltid i vinterhalvåret.
Sagt mere populært, så betyder vintertid, at tiden skal stilles tilbage sammen med havemøblerne.
Fordelen ved sommertid er angiveligt, at der er mere lys i aftentimerne, hvor de fleste har fri, mens der er mørkere først på dagen. Det er ikke alle lande, som anvender sommertid, og det er forskelligt fra land til land, hvornår sommertiden begynder og ophører.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Free Photos / Pixabay). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.