I denne uge har politiet ekstra fokus på fartsyndere

(Artiklen er udgivet for omkring 1 år siden). 

Zand.News – De fleste politikredse intensiverer deres fokus på hastighedsovertrædelser fra i dag mandag den 23. oktober til og med søndag den 29. oktober 2023. Kører du også for stærkt?

For høj hastighed er fortsat et problem på de danske veje, hvor højere fart er lig med højere risiko. For høj fart er en medvirkende faktor i 4 ud af 10 dødsulykker i trafikken. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Fartkontrol skal redde liv og skabe tryghed

Størstedelen af landets politikredse har fra mandag den 23. oktober til og med søndag den 29. oktober 2023 intensiveret fokus på hastighedsovertrædelser.

Farten kan være årsag til, at ulykken sker, men farten kan også være årsag til, at ulykken bliver fatal for de involverede. Jo højere farten er, idet ulykken sker, desto alvorligere bliver konsekvensen af ulykken. Hvert år mister cirka 70 mennesker livet i en trafikulykke, hvor hastigheden er for høj i forhold til det tilladte eller forholdene. Det viser tal fra Vejdirektoratet.

»Hvert år bliver politiet kaldt ud til mange trafikulykker, der kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne. Trafikulykker, der i nogle tilfælde får en tragisk udgang og i andre tilfælde mærkes de implicerede for livet. Derfor er hastighed et meget vigtigt indsatsområde, og vi prioriterer fartkontrol på vejene for at redde liv og skabe tryghed for dem, der færdes i trafikken. Selv en lille hastighedsoverskridelse har stor betydning for bremselængden,« siger Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Koncernkommunikation.

For høj hastighed er en faktor i mange ulykker

For høj fart kan være hvis man kører hurtigere end den tilladte hastighedsgrænse, eller hvis man kører hurtigere, end forholdene tillader. Det kan for eksempel være, hvis der er nedsat sigtbarhed ved tåge, regn eller sne eller vejen er glat, der er tæt trafik og så videre:

Hvert år registrerer politiet cirka 160 dræbte og cirka 1700 alvorligt tilskadekomne i trafikken (gennemsnit 2019-2021) – For høj hastighed er en væsentlig faktor i mange af disse ulykker.

Ved 80 km/t kører du cirke 33 meter inden du reagerer, og efter cirka 64 meter holder du stille. Kører du 95 km/t bruger du yderligere 19 meter på at holde stille ved maksimal bremsning af køretøjet.
Hvis farten fordobles, firedobles kollisionskraften. Det vil sige man rammer med fire gange så meget kraft.
Landevejene er de farligste vejstrækninger. Her sker to ud af tre dødsulykker i trafikken.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Thomas Tolstrup / Rigspolitiet). PM/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/lz6b