Zand.News – I den seneste tid har DMI udsendt en række varsler og prognoser om vind, vejr og vand. Men hvad er forskellen på “prognoser” og “varsler” for blæsevejr, storm, sne og vandstandsstigning?
I varslingssituationer skal myndigheder og borgere orientere sig i varsler fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). Men der kan opstår en vis forvirring hos borgere, myndigheder og medier om forskellen på en prognose og et varsel.
Helt firkantet sagt skal man kigge på DMI’s varsler
Det nye år blev skudt ind med et solidt blæsevejr og en heraf følgende vandstandsstigning. I alle situationer, hvor vejret bliver vanskeligt, er der én gylden regel, der gælder:
»I farlige vejrsituationer skal der ikke være tvivl om, hvilke oplysninger beredskab og borgere skal forholde sig til. Helt firkantet sagt, skal man i en situation med udsigt til voldsomt vejr altid kigge på DMI’s varsler,« slår direktøren ved DMI, Marianne Thyrring, fast.
DMI’s prognoser er auto-genererede produkter
Det skyldes at de almindelige prognoser for vandstand og lokationsvejr, som altid findes på dmi.dk, er automatisk genererede produkter, der baserer sig på modelberegninger.
Prognoserne er baseret på DMI’s avancerede vejr- og vandstandsmodeller, men modellen alene slår ikke altid til i situationer med ekstremt vejr. Derfor skal man holde øje med DMI’s varsler.
»Lige præcis i de situationer, hvor vejret er vanskeligt, bliver det meteorologiske håndværk rigtig vigtigt. Vi lægger prognosen til grund for vores varsling, men oven i det tilføjer vi erfaring, lokalt kendskab og vores faglige viden, som blandt andet går ud på at kende prognosens styrke og svagheder,« forklarer Marianne Thyrring og fortsætter:
»Det er essentielt, at folk følger løbende med i varslerne, fordi de jævnligt finjusteres for at give det mest præcise beslutningsgrundlag.«
Varsler bliver sendt ud op til 36 timer før en begivenhed, så myndigheder og borgere kan sætte det forebyggende arbejde i gang så hurtigt som muligt og dermed skabe størst mulig sikkerhed.
Klimaet og vejret under forandring i Danmark
Ligesom i resten af verden er klimaet og vejret under forandring i Danmark. I et land med vores topografi og en relativt lang kyststrækning har vi altid skulle forholde os til forhøjet vandstand og stormfloder.
Forskningen tyder på, at vi kan forvente flere udfordringer med forhøjet vandstand fremover.
»Vores data og simuleringsmodeller fortæller, at med et ændret klima følger flere voldsomme vejrhændelser. Vi ved, at vandstanden stiger. Det betyder, at der skal mindre til, for at skabe en oversvømmelse,« forklarer Kristine Skovgaard Madsen, som daglig leder for oceanografi i forskningsafdelingen på DMI.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Romolo Tavani / iStock).
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.