Hurtigere mobilvarsling til borgere ved kriser

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Zand.News – Telefoner behøver ikke SIM-kort eller adgang til internettet for at modtage såkaldte cell broadcast-beskeder. Telefonen skal blot være tændt og indstillet korrekt. Dermed vil man kunne få besked om kemikalieudslip, brand eller terrorhandlinger i sit lokalområde.

Danske borgere vil snart blive advaret hurtigere via mobilen, hvis der er kriser såsom kemikalieudslip, brand eller terrorhandlinger i deres lokalområde. Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Lovforslag skal sikre en mere effektiv mobilvarsling

Danske myndigheder kan i dag orientere borgere via sms. Der er dog store begrænsninger, da der kun kan udsendes sms’er til mindre grupper af borgere på samme tid.

Derfor bruger myndighederne ikke sms, når der skal varsles om akutte kriser. Regeringen fremsætter derfor nu lovforslag, der skal sikre, at borgere langt hurtigere og mere effektivt kan modtage mobilvarsling ved akutte kriser.

»Tid er afgørende i krisesituationer. Uanset om der er tale om brand, terror eller andre alvorlige situationer, hvor myndighedernes anvisninger er af enorm vigtighed. Derfor indfører vi nu det hurtige varslingssystem, hvor mange borgere i et afgrænset område kan advares hurtigt og samtidigt. Det styrker sikkerheden og trygheden,« siger forsvarsminister Trine Bramsen (S).

Flere borgere vil få besked med mobilbaseret varsling

Det nye varslingssystem er et supplement til det nuværende sirenevarslingssystem. Har man ingen mobil, vil man stadig blive varslet.

Alle kan være trygge ved de nuværende varslinger, men med mobilbaseret varsling vil mange vil få bedre mulighed for at modtage advarsler fra myndighederne.

Endvidere vil det være muligt at advare mere lokalt end i dag, da du kan varsle mobilbrugere i et specifikt geografisk område.

Teknologien er ny i Danmark og giver flere muligheder

Der arbejdes på et system baseret på “cell broadcast”-teknologi. Det er en teknologi, der er ny i Danmark og giver mulighed for at udsende beskeder til alle mobiltelefoner, der er tændte og befinder sig indenfor en telemasts dækningsområde.

Telefonen behøver ikke at have et SIM-kort i eller at have adgang til internettet for at modtage cell broadcast-beskeder. Telefonen skal bare være tændt og indstillet til at modtage cell broadcast-beskeder.

Hverken staten eller mobiloperatørerne registrerer oplysninger om dig eller din mobiltelefon, når du modtager en cell broadcast-besked

Lovforslaget kommer på baggrund af, at EU har pålagt medlemslandene at indføre mobilbaserede varslingssystemer. Lovforslaget sendes i høring fra start august og fire uger frem. Det mobilbaserede varslingssystem skal senest være klar i juni 2022.

Øverst: Varsling. (Grafik: Beredskabsstyrelsen). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.