Har du talt med dit barn om hash?

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Sundhedsstyrelsen har lanceret en hjemmeside om hash. Den skal klæde forældre på, så de bedre kan snakke med deres børn om hash og afhængighed.

Hvor farligt er cannabis? Hvordan påvirker det hjernen? Og hvordan undgår du diskussionsfælden, når du tager snakken med dit barn om hash?

Det er nogle af de spørgsmål, du kan finde svar på. Hjemmesiden er målrettet forældre og har til formål at skabe viden om hash og klæde forældre på til at tage snakken med deres børn.

»Mange forældre har svært ved at snakke med deres børn om hash, fordi de ikke føler sig ordentligt klædt på. Det vil vi med snakomhash.dk gerne rette op på,« fortæller Maria Koch Aabel fra Sundhedsstyrelsen.

Ifølge flere rusmiddelkonsulenter og SSP’er er der et stort behov for både viden og dialogredskaber blandt forældre netop. Snakomhash.dk tilbyder begge dele.

Videndelen er fyldt med faktuel viden om hash, hvor det bliver beskrevet, hvordan hash påvirker hjernen, hvor farligt det er, og hvilke skadevirkninger, der er forbundet med indtagelse af hash. Hjemmesiden giver også svar på nogle af de myter, der findes om hash, og på, hvordan forskellige typer hash adskiller sig fra hinanden.

Den anden del af hjemmesiden giver forældre konkrete dialogredskaber til, hvordan de bedst kan tage snakken med sin teenager om hash.

Artiklerne er målrettet efter de forskellige udfordringer, som en forælder kan have, når snakken skal tages. Det gælder både den generelle snak, hvor der ikke nødvendigvis er en bekymring, men også forældre med bekymringer for en ung, der er begyndt at eksperimentere med hash.

Du finder hjemmesiden på: snakomhash.dk

Du kan også læse videre på: altomstoffer.dk


Modelfoto: yngsa / iStock


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.