Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Zand.News – Tæt på halvdelen af børn med autisme har ufrivilligt skolefravær. I 2016 var det 28 procent, i 2019 var det 35 procent, og nu er det 45 procent i hele landet. »Skolerne og kommunerne formår ikke at kompensere børn med autisme og give dem den støtte, de har brug for, for at kunne gå i skole,« lyder det fra Autismeforeningen.
Landsforeningen Autismes store inklusionsundersøgelse 2021 understreger de alvorlige problemer med ufrivilligt skolefravær hos børn med autisme. Det oplyser landsforeningen i en pressemeddelelse.
Skolerne formår ikke at skabe de rette rammer
Tæt på halvdelen af børn med autisme har lige nu ufrivilligt skolefravær. Det er konklusionen på Landsforeningen Autismes inklusionsundersøgelse 2021.
Her svarer 45 procent af de 1126 adspurgte forældre til børn med autisme, at deres barn på nuværende tidspunkt har ufrivilligt skolefravær.
I 2016 var det tal blot 28 procent, mens det i 2019 var 35 procent.
»Når vi ser så markant en stigning i ufrivilligt skolefravær, er det et klokkeklart resultat af, at skolerne ikke formår at skabe de rette rammer for autistiske børn, og at det kun bliver værre. Det betyder, at inklusion i dag ikke eksisterer,« siger Kathe Johansen, der er formand for Landsforeningen Autisme.
Undersøgelsen viser, at hele 18 procent af børnene ikke har været i skole i over et år.
Ufrivilligt skolefravær – tidligere kaldt skoleværing – er når et barn ikke kan komme i skole, fordi det beskytter sig selv mod oplevet eksklusion, mistrivsel eller ubehag ved at være i skolen. Ufrivilligt skolefravær opstår, når autistiske børn ikke får den rette støtte og ikke imødekommes i rammer, de kan holde ud at være i. (Kilde: Landsforeningen Autisme).
Som noget nyt har Landsforeningen Autisme i år spurgt forældrene, om deres autistiske barn i løbet af sin skoletid har oplevet ufrivilligt skolefravær. Her viser det sig, at 3 ud af 4 af respondenternes børn på et ridspunkt har oplevet ufrivilligt skolefravær.
»Inklusion er ikke et sted. Inklusion er en følelse. Det er følelsen af at høre til, blive set, udvikle sig og trives – uanset hvor barnet er. Uanset om det er på en folkeskole, en specialskole, i en specialklasse. « siger Kathe Johansen og fortsætter:
»Det er en følelse alle børn bør have ret til at opleve, men som autistiske børn i dag frarøves, når det mere er reglen end undtagelsen, at autistiske børn oplever ufrivilligt skolefravær.«
For lidt og for sen hjælp fra skoler og socialrådgivere
Landsforeningen Autisme mener, at en del af svaret på, hvorfor det står så galt med til autistiske børns skolegang, kan findes i undersøgelsen.
Mere end halvdelen af forældrene svarer i inklusionsundersøgelsen, at deres barn ikke får den hjælp og støtte, det har brug for i sit skoletilbud. For forældre med børn inkluderet i folkeskolen svarer kun 18 procent, at deres barn får den hjælp og støtte, det har brug for. 77 procent siger, at barnet ikke gør.
»Børn med autisme bliver ladt i stikken uden den rette hjælp. Skolerne og kommunerne formår ikke at kompensere børn med autisme og give dem den støtte, de har brug for, for at kunne gå i skole,« siger Kathe Johansen.
Udover at børnene ikke får den rette støtte, så oplever 40 procent af forældrene, at deres barn måtte vente mere end 2 år, før det fik nogen form for støtte overhovedet.
I Danmark har 2.8 procent af 16-årige en autisme-diagnose.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Golubovy / iStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.