Gravide kan nu blive vaccineret gratis mod kighoste

(Artiklen er udgivet for omkring 1 år siden). 

Artiklen er opdateret for 1 år siden.

Zand.News – »Vi anbefaler, at kighostevaccination bliver et fast tilbud til alle gravide i andet eller tredje trimester, fordi det kan forebygge kighostetilfælde hos spædbørn under 3 måneder,« lyder det fra Sundhedsstyrelsen.

Kighoste kan være en alvorlig sygdom hos de helt små børn. Kighostevaccination af gravide beskytter de nyfødte spædbørn, som endnu ikke er gamle nok til selv at blive vaccineret. Gravide kan blive vaccineret mod kighoste fra den 1. august 2023. Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Bakterieinfektion kan være alvorlig hos spædbørn

Kighoste er en meget smitsom bakterieinfektion, som kan være alvorlig hos spædbørn, særligt i de første levemåneder, inden de er gamle nok til selv at blive vaccineret som en del af børnevaccinationsprogrammet.

Når man vaccinerer gravide mod kighoste, overføres antistoffer fra den gravide til fosteret. På den måde beskytter vaccination af den gravide spædbarnet mod kighoste i de første levemåneder. Vaccination mod kighoste er en del af børnevaccinationsprogrammet. Børnene vaccineres, når de er 3 måneder, 5 måneder, 12 måneder og 5 år gamle.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide bliver vaccineret mod kighoste ved hver graviditet. Vaccinen er gratis og gives som ét enkelt stik.

»Vi anbefaler, at kighostevaccination bliver et fast tilbud til alle gravide i andet eller tredje trimester, fordi det kan forebygge kighostetilfælde hos spædbørn under 3 måneder. Det er et tidspunkt, hvor barnet ikke er gammelt nok til selv at blive vaccineret mod kighoste, og hvor smitte med kighoste kan være alvorlig og potentielt livstruende,« forklarer overlæge Kirstine Moll Harboe, der er konstitueret enhedschef.

Lige nu stiger antallet af kighostetilfælde i Danmark. Derfor er det hensigtsmæssigt at tilbyde gravide vaccination mod kighoste for at beskytte deres spædbørn. Tilbuddet træder i kraft den 1. august 2023 og udløber ved udgangen af 2023. Der pågår samtidig et arbejde for at gøre tilbuddet permanent fra 2024.

Bred erfaring med kighostevaccination af gravide

Det er veldokumenteret, at kighostevaccination af gravide effektivt beskytter både spædbarnet og den gravide mod kighoste. Derudover er kighostevaccination sikker for både den gravide og fosteret. Desuden er der bred erfaring med at vaccinere gravide mod kighoste både i Danmark og internationalt, påpeger Sundhedsstyrelsen.

Vaccination mod kighoste sker hos ens egen læge

Vaccination af gravide mod kighoste vil kunne finde sted i forbindelse med anden eller tredje rutinemæssige graviditetsundersøgelse hos praktiserende læge i henholdsvis uge 25 eller i uge 32 eller i forbindelse med anden kontakt i andet eller tredje trimester. Vaccination mod kighoste anbefales indtil én uge før forventet fødsel, da man herefter forventeligt ikke opnår en beskyttende effekt hos det nyfødte spædbarn.

Nogle praktiserende læger vil af praktiske grunde ikke kunne vaccinere allerede fra den 1. august 2023, for eksempel på grund af ferie. Hvis det er tilfældet, har man som gravid mulighed for at blive vaccineret hos en anden praktiserende læge.

Selvom man bliver vaccineret mod kighoste under sin graviditet, skal barnet stadig selv vaccineres mod kighoste som en del af børnevaccinationsprogrammet. Barnet vaccineres første gang, når det er 3 måneder gammelt, og herefter ved 5- og 12-måneders alderen. Det er vigtigt at barnet vaccineres til tiden, så barnet er bedst muligt beskyttet mod kighoste.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Gorodenkoff / iStock). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.