Ghettoudspil: Mere politi og bredere indsats mod kriminelle

(Artiklen er udgivet for omkring 7 år siden). 

Artiklen er opdateret for 7 år siden.

22 initiativer i et ghettoudspil skal gøre op med ghettoer og parallelsamfund såsom Motalavej i Korsør og Ringparken i Slagelse By. Der kommer nedrivninger, mere politi og bredere indsats mod kriminelle med videre.

Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) har præsenteret sin strategi for at gøre op med parallelsamfund. Den kaldes for: “Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030”, og det er især relevant for Motalavej i Korsør og Ringparken i Slagelse.

22 initiativer fordelt på fire temaer mod parallelsamfund

“Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030” består af 22 initiativer, som er fordelt på følgende fire temaer:

  1. Nedrivning og omdannelse af udsatte boligområder: Der er allerede iværksat flere indsatser, der skal skabe fysiske forandringer i visse ghettoområder, men Regeringen mener, at der er behov for en langt mere kontant indsats med nedrivning af boligblokke og omdannelse af udsatte boligområder.
  2. Håndfast styring af beboerne i udsatte boligområder: En mere balanceret beboersammensætning i de udsatte boligområder skal bidrage aktivt til at fjerne ghettoerne. Lovgivningen indeholder en række udlejningsregler, der har til formål at ændre beboersammensætningen. De har ikke virket godt nok, og derfor ønsker Regeringen en mere håndfast styring.
  3. Styrket politiindsats og højere straffe skal bekæmpe kriminalitet: Utrygheden øges, når forskellige kriminalitetstyper forekommer i nabolaget, og disse typer øger utrygheden i de udsatte boligområder mere end andre steder. Dermed skubbes ressourcestærke borgere ud, og det bliver sværere at tiltrække nye borgere. Det vil Regeringen ændre med en styrket politiindsats og højere straffe.
  4. En god start på livet for alle børn og unge: Der er behov for en styrket indsats for at sikre, at alle børn får en god start på tilværelsen. Der skal sættes ind med en tidlig indsats for at sikre gode danskkundskaber, og der skal skabes mulighed for en anden fordeling af elever til de almene gymnasier. Desuden skal det gøres klart, at forældrene skal løfte ansvaret med at opdrage deres børn.

Her er en oversigt over alle initiativerne:

Ghettoudspil: Et Danmark uden parallelsamfund
Grafik: Regeringen

Politiet skal udpege kriminelle typer, som skaber utryghed

Regeringen skriver, at en konkret afvikling kan være relevant i ghettoområder, der har været ramt af et samspil af udfordringer i form af arbejdsløshed, kriminalitet og sociale problemer i en årrække. Disse områder vil typisk være plaget af hård kriminalitet og massiv utryghed. Og her kan den eneste løsning være salg, nedrivning og fuldstændig omdannelse af boligområdet

Samtidig ønsker Regeringen mere politi på gaden i de mest belastede boligområder, og flere hårdkogte kriminelle skal væk fra gaden. Det skal ske ved at udpege personer, der er særligt centrale for kriminalitet og utryghedsskabende adfærd i boligområdet.

Som led i politiets efterforskningsarbejde vil der blive iværksat en særskilt indsats for at udpege personer, der er særligt centrale for kriminaliteten og utrygheden i området. Det skal sikre, at de kriminelle retsforfølges og udsættes fra deres bolig, når det er muligt.

Derudover ønsker Regeringen en ordning, der giver politiet mulighed for at udpege særlige kriminalitets- og utryghedsplagede områder, hvor straffen for visse kriminalitetsformer skærpes markant i en periode. Det betyder, at straffen for eksempelvis hærværk, tyveri og trusler stiger markant inden for den skærpede strafzone.

Skærpet strafzone / Grafik: Regeringen
Grafik: Regeringen

Der lægges som udgangspunkt op til en fordobling af straffen, mens straffen for visse kriminalitetsformer med en i forvejen høj straf vil stige med en tredjedel. Derudover vil visse overtrædelser, der i dag straffes med bøde, i gentagelsestilfælde kunne straffes med fængsel.

Regeringen foreslår endvidere, at det skal være muligt at nægte kriminelle at bosætte sig i et udsat boligområde, og at lejere og medlemmer af husstanden, der begår kriminalitet i og omkring deres eget boligområde, hurtigere og mere effektivt skal kunne udsættes af deres bolig.

Det kan læse hele strategien ved at downloade denne pdf-fil.

Læs også: Gør det nogen forskel at rive ghettoerne ned?

Øverst: Lars Løkke (V) og ukendt kvinde. Arkivfoto: Slagelse Media.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.