Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Zand.News – Soldater hjælper Fødevarestyrelsen i forbindelse med aflivning af mink, men soldaterne er ikke med til at udføre selve aflivningerne. (Billedet er ikke fra Sjælland).
Soldater fra Forsvaret skal hjælpe Fødevarestyrelsen på flere måder i forbindelse med aflivningen af mink. Det skriver i Forsvarskommandoen i et par pressemeddelelser.
Her pointerer Forsvarskommandoen samtidig, at Forsvaret og andre myndigheder ikke lægger pres på minkavlere, hvor der ikke er lovhjemmel til at kræve, at besætninger slås ned.
Støtter op om politiets og fødevaremyndighedernes indsats
Efter statsministerens udmelding onsdag om, at der er risiko for, at coronavirus kan mutere i mink og sprede sig i befolkningen, er arbejdet med at aflive alle mink i Danmark gået i gang.
I folkesundhedens tjeneste er det Forsvarets opgave at gøre alt, der er muligt, for at støtte op om Rigspolitiets og Fødevaremyndighedernes indsats.
Forsvaret har en række opgaver:
- Soldater skal være til stede på en række minkfarme med smittede besætninger og kontrollere arbejdet på vegne af Fødevarestyrelsen.
- Forsvaret skal stille soldater, der skal støtte Fødevarestyrelsen med at tælle ikke-smittede besætninger, for at sikre, at der er dokumentation i forbindelse med erstatning.
- Der støttes med lastbiltransport forskellige steder i landet, hvor andre løsninger ikke er mulige, ligesom specialister fra Forsvaret støtter med dekontaminering af personer og udstyr.
- Derudover skal Miljøstyrelsen, Forsvaret og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse udpege og forberede en række steder på Forsvarets terræner, hvor der graves huller til bortskaffelse af mink.
Soldaterne kommer som hovedregel ikke til at have direkte kontakt med smittede besætninger, så de bliver ikke umiddelbart udsat for risiko for smitte. Hvis der bliver behov for mere direkte kontakt, vil soldaterne have adgang til de nødvendige værnemidler.
»Minkfarmerne har mange års erfaring med at aflive mink, og de kan selv håndtere arbejdet. Soldaterne kommer derfor ikke til at være med til at udføre selve aflivningerne,« siger oberst Jens Lønborg, der er chef for operationsafdelingen i Operationsstaben.
Soldaterne løser ikke politiopgaver og bærer ikke våben
Opgaven vil indledningsvis primært blive løst af de soldater, der er en del af den strategiske reserve, som Forsvaret har på beredskab til at støtte politiet i særlige situationer. I denne omgang skal soldaterne ikke løse politimæssige opgaver, og de kommer ikke til at bære våben.
Den samlede plan for aflivningsindsatsen er fortsat under udarbejdelse og vil kunne betyde endnu flere opgaver for Forsvaret. Opgaverne bliver udført i samarbejde med en række myndigheder, blandt andet Rigspolitiet, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet. Det er Fødevarestyrelsen, der er ansvarlig myndighed.
»Det her er en stor opgave, og den er helt ny. Vi kommer derfor formentlig til at justere opgaven i løbet af den næste tid. Men vi støtter civilsamfundet med at løse opgaven, som er vigtig og skal løses,« siger oberst Jens Lønborg.
Forsvarskommandoen: Forsvaret presser ikke minkavlere
Flere medier har bragt en historie om, at Forsvaret og andre myndigheder lægger pres på minkavlere, hvor der ikke er lovhjemmel til at kræve, at besætninger slås ned. Men det er Forsvarskommandoen ikke enige i.
»Forsvaret opgave er at støtte Fødevarestyrelsen med kontrol og optælling af mink. Forsvaret presser ikke minkavlere til noget,« siger Jens Lønborg i en senere pressemeddelelse og fortsætter:
»Vi er kede af, hvis det er opfattelsen, når vi ringer rundt for at lave aftaler om fremmøde. Vores opgave er at sikre, at der er dokumentation i forbindelse med erstatning. Vil minkavlerne ikke være med til det, går vi igen.«
Læs også: Aflivning af mink forløber planmæssigt på Sjælland (7/11-20).
Øverst: Kalk leveres til indgangen til området, hvor mink skal nedgraves. (Foto: Forsvarskommandoen). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.