Zand.News – »Det har været en ekstrem hård tid for mange skilsmisseramte familier, hvor nogle forældre er blevet afskåret fra at se deres børn og ikke har haft mulighed for at ændre på situationen – ikke bare på grund af risikoen for smitte, men også fordi de slet ikke kan kommunikere med deres tidligere partner.«
Siden corona-pandemien lukkede samfundet ned, er antallet af henvendelser fra skilsmisseramte familier til Landsforeningen for Børn og Forældre steget med over 300 procent.
Desperate forældre har akut behov for hjælp til konfliktmægling, samværsproblematikker og andre svære udfordringer.
Med støtte fra TrygFonden får foreningen nu mulighed for at opskalere sin telefonrådgivning, så flere kriseramte familier hurtigst muligt kan få den nødvendige hjælp. Det skriver TrygFonden i en pressemeddelelse.
En ekstrem hård tid for mange skilsmisseramte familier
Antallet af ulykkelige og frustrerede forældre, der søger hjælp og rådgivning hos Landsforeningen for Børn og Forældre, er steget eksplosivt under coronakrisen.
Mange forældre er desperate, fordi de ikke har set deres børn i lang tid og måske ovenikøbet kæmper med deres tidligere partner om samværsret.
Aflyste familieretsmøder og et offentligt system, der har været lukket ned, har betydet ekstra lange udsigter til, at situationen ville ændre sig.
Landsforeningen for Børn og Forældre tilbyder rådgivning og bisidderordning i hele landet. Målet for foreningens arbejde er at hjælpe familier godt igennem en skilsmisse og give både børn og forældre en god start på en ny tilværelse – både sammen og hver for sig.
»Det har været en ekstrem hård tid for mange skilsmisseramte familier, hvor nogle forældre er blevet afskåret fra at se deres børn og ikke har haft mulighed for at ændre på situationen – ikke bare på grund af risikoen for smitte, men også fordi de slet ikke kan kommunikere med deres tidligere partner. Her kører problemerne af sporet, og det mentale pres bliver enormt,« fortæller Morten Thorsøe Secher, der er stifter og daglig leder af Landsforeningen for Børn og Forældre, og fortsætter:
»Antallet af henvendelser er mere end tredoblet og er kommet via både mails, opkald, sms’er og sociale kanaler på alle tidspunkter af døgnet på alle dage. Vi har aldrig oplevet noget lignende, og det har været ekstremt hektisk og svært at nå at besvare alle og samtidig yde den service og hjælp, som den enkelte, der henvender sig, fortjener, og som vi selv tilstræber og er tilfredse med.«
Kræver ekstraordinær indsats for at sikre børns trivsel
Med den langsomme genåbning af samfundet er der udsigt til, at der igen kan komme skub i de mange sager, hvor familier har brug for de offentlige instanser til at nå frem til en aftale om blandt andet forældremyndighed og samværsret.
Men bunken af uafklarede sager har vokset sig uforholdsmæssigt stor gennem den seneste tid, så ventetiden for de kriseramte familier vil fortsat kunne trække i langdrag.
Med nye midler fra TrygFonden opskalerer Landsforeningen for Børn og Forældre derfor nu sine rådgivningstilbud og håber dermed at kunne bidrage til at få bugt med det voldsomme efterslæb og komme de kriseramte familier til undsætning.
Hvad laver Landsforeningen for Børn og Forældre?
Landsforeningen for Børn og Forældre (LFBF) hjælper familier med at komme igennem den krise, som en skilsmisse er for alle involverede. Med rådgivning og bisidderordning samt samtalegrupper for børn og unge, vejleder og støtter foreningen hele familien igennem hele forløbet.
Siden 11. marts, hvor samfundet lukkede mere eller mindre ned på grund af risikoen for coronasmitte, er LFBF gået fra at have i gennemsnit 61 daglige henvendelser til at få mere end 200 henvendelser om dagen. Hovedparten af henvendelserne er fra ulykkelige forældre med akut behov for sparring, rådgivning og mæglingsløsninger – dels på grund af offentlige tilbud, der er lukkede, og dels på grund af corona-relaterede problemer, der forhindrer dem i at se deres børn.
Krisen skønnes at få et voldsomt og langvarigt efterslæb, da sagerne har hobet sig op, og rigtig mange familier venter på at få hjælp. LFBF har oprettet to døgnbemandede nødtelefoner og vil derfor nu med støtte fra TrygFonden opskalere yderligere i forhold til både frivillige, ansatte og freelancemedarbejdere.
TrygFonden har støttet indsatsen med i alt 576.164 kroner.
(Kilde: TrygFonden).
Hvordan oplever TrygFonden behovet for hjælp under corona?
Midlerne fra TrygFonden er givet som led i den samlede indsats for at hjælpe grupper i samfundet, der har været særligt hårdt ramt under coronakrisen.
»Vi har oplevet et enormt behov for bidrag til især mindre foreninger og organisationer, der har afgørende betydning for, at de mest sårbare i Danmark kan få hverdagen til at hænge sammen i denne tid. Det har været vigtigt for os at få pengene ud at arbejde hurtigt, og det er lykkedes. Samtidig er vi berørte og imponerede over det enorme og ekstraordinære engagement, vi ser blandt tusindvis af frivillige lokalt, regionalt og nationalt,« siger Rie Odsbjerg Werner, der er adm. direktør i TrygFonden, og fortsætter:
»Vi er meget opmærksomme på, at coronakrisen ikke går over fra den ene dag til den anden. Det er en ekstraordinær situation, og derfor ser vi det også som vores pligt, at vi fortsætter med at følge situationen nøje og hele tiden ser, hvordan vi inden for vores eksisterende rammer kan hjælpe de udsatte og mest sårbare i Danmark.«
»Nogle forældre vil desværre fortsat have lange udsigter til at kunne gense deres børn. Især hvis modparten blankt afviser at finde en midlertidig løsning, indtil systemet igen kan træde til og mægle. Det udgør en kæmpe psykisk belastning for både forældre og børn, hvis mentale trivsel kan blive hårdt ramt,« siger Morten Thorsøe Secher og fortsætter:
»Derfor er vi særdeles glade og taknemmelige for TrygFondens støtte, der gør det muligt for os at sætte ind med ekstra hjælp og rådgivning til de familier, der har det virkelig svært og ikke kan klare problemerne på egen hånd.«
Øverst: Model-/genrefoto. (Foto: Romolo Tavani / iStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.