Folketinget sætter ind mod overgreb på sociale tilbud

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Zand.News – Fremover skal man vise straffeattest, hvis man vil arbejde som plejefamilie eller på et opholdssted. Det skal forebygge seksuelle overgreb, vold og berigelseskriminalitet mod børn, unge og voksne.

Et enigt folketing har stemt for lovforslag, der blandt andet stiller krav om indhentelse af straffeattester.

Det skal sikre, at børn, unge og voksne, der opholder sig på botilbud, opholdssteder, døgninstitutioner, i plejefamilier og på øvrige tilbud beskyttes bedre mod kriminalitet og overgreb.

Det oplyser Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Personale, ledere og plejeforældre skal vise straffeattest

Sociale tilbud, der er omfattet af lov om socialtilsyn, skal fremover indhente straffeattester, når de ansætter personale, vikarer og ledere.

Der skal også indhentes straffeattester i forbindelse med godkendelse af nye plejefamilier. Det har et enigt folketing vedtaget i dag.

Hensigten er at forebygge seksuelle overgreb, vold og berigelseskriminalitet mod børn, unge og voksne, der opholder sig på botilbud, opholdssteder, døgninstitutioner, i plejefamilier og på øvrige tilbud.

»Vi har et særligt ansvar for at passe på vores udsatte medborgere. Desværre har vi set eksempler på, at ansatte på blandt andet botilbud har misbrugt deres ansvar ved at udnytte beboere, begå kriminalitet og overgreb. De nye regler skal forebygge overgreb, vold og tyveri mod børn, unge og voksne i sociale tilbud,« udtaler social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

Øverst: Genrefoto. (Foto: Chameleonseye / iStock). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.