Folketinget præciserer reglerne for arbejdsprøvninger

(Artiklen er udgivet for omkring 7 år siden). 

Artiklen er opdateret for 7 år siden.

Folketinget har vedtaget et lovforslag, der præciserer reglerne om førtidspension og ressourceforløb. Det præciserer, at der kan være tilfælde, hvor borgere ikke skal i ressourceforløb. Desuden skal ressourceforløbet give mening.

Med de nye regler er det præciseret, at kommunerne i nogle tilfælde kan give borgere en førtidspension, uden at borgerne først har været i ressourceforløb.

Det er også gjort klart, at det er en forudsætning for at iværksætte ressourceforløb, at kommunerne kan pege på indsatser, hvor der er en realistisk forventning om, at borgerne kan udvikle arbejdsevnen.

Flere kommuner har været i tvivl om, hvilke krav der skal opfyldes, for at kommunerne kan tilkende borgere en førtidspension. Det fremgik af en evaluering, der kom tidligere på året, og som danner baggrund for lovforslaget.

»Jeg er glad for, at vi nu gør det helt klart, at ressourceforløb skal give mening. Kommunerne skal kun igangsætte ressourceforløb, hvis de kan pege på indsatser, hvor der er en realistisk forventning om, at borgerne kan udvikle arbejdsevnen,« siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og fortsætter:

»Nogle mennesker har været sendt i ressourceforløb, hvor der på forhånd ikke er noget perspektiv. Og hvis der ikke er nogen muligheder for udvikling, så skal man have en førtidspension, uden at man først skal gennem alle mulige indsatser.«

Ministeren vurderer, at en samlet evaluering vil pege på flere udfordringer, og han vurderer, at der er behov for yderligere ændringer.

»Lovforslaget er et vigtigt skridt til at sikre, at reformen af førtidspension og fleksjob fungerer efter hensigten. Men arbejdet stopper ikke her. Den samlede evaluering af hele reformområdet peger på flere udfordringer, og jeg vurderer, at der er behov for yderligere ændringer. Det handler først og fremmest om ressourceforløbene, hvor kommunerne ikke er gode nok til at give borgerne en indsats,« slår Troels Lund Poulsen fast.

Beskæftigelsesministeren har indkaldt 19 centrale organisationer på området til et dialogmøde den 12. juni 2018 om den samlede evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob. Dernæst indkaldes forligskredsen til videre drøftelser og efterfølgende forhandlinger.


Genrefoto: mikanaka / iStock

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.